Om at blive bestjålet, miste tilliden og være irriteret over velmenende kommentarer om “karma” og “mening med alt”!

Er det min skyld, at jeg blev bestjålet – og må jeg være irriteret over, at der blev lænset 17.000 på min konto og jeg mistede min nye iPhone samt kørekort og to dankort? Og skal jeg bare finde en mening og vente på karma-politiet? Tanker og genfortælling om et lille tyveri.

Af Lizl Rand

Vrede, skuffelse, mistillid, irritation, frustration… Disse følelser har stået i kø siden jeg torsdag var inde i 7-Eleven på Valby Station i et par minutter og købte en vand, en rugbrødsbolle med ost og to raw balls – efter den meget servicemindede medarbejder havde sagt: ”Skal du ikke ha’ to?” – hvorefter jeg smilenede nikkede: ”Joh, jeg snupper en grøn og en orange.”

Jeg hev et dankort frem og betalte på beløbet: 72,45 kroner. Jeg tænkte, at det var dyrt, men arkiverede det økonomiske fokus med forvisningen om, at det jo var en sjælden luksus, fordi jeg i dag havde travlt og var på farten hele dagen og aftenen.

Jeg var i super humør. Havde lige undervist hele dagen fra 8-16 i psykisk førstehjælp og havde en rigtig god fornemmelse med holdet, stemningen og min egen formidling af stoffet. Nu skulle jeg lige tankes og have lidt energi i mig inden jeg skulle undervise et hold nye kursister i hvordan man kan komme stærk ud af sin angst.

Jeg var hurtigt ude af kiosken. Slæbte på min store computertaske, da jeg på grund af frygt for tyveri altid bærer den. Selvom jeg kun skulle være væk fra bilen i mellem to og tre minutter. Men hvis nu der var indbrud i bilen eller den blev stjålet – så ville jeg være på den. Jeg ville ikke kunne undervise eller arbejde uden min computer.

Jeg smed vandflasken og bollerne ned i tasken ovenpå min mobil, hvor jeg i coveret har kørekort, to dankort og visitkort. På den led behøver jeg ikke have håndtaske med, når jeg kører i skoven på hundeluftetur, skal ud at købe ind etc.

De mellem 50 og 75 meter fra kiosken og ud til bilen var muntre. Jeg var som nævnt glad og var jeg lidt i tvivl om jeg skulle snuppe den ene raw ball – en slags sund dessert – inden rugbrødsbollen, som var min aftensmad.

Min favoritspise fra 7-Eleven - raw balls Den sælges i 3 forskellige udgaver: hamp, gurkemeje/anis og gojibær. Raw balls er derudover fyldt med gode ingredienser såsom dadler, hørfrø, og ferskvandsalger. Takket være kakao får de både farve og smag som romkugler.
Min favoritspise fra 7-Eleven – raw balls Den sælges i 3 forskellige udgaver: hamp, gurkemeje/anis og gojibær. Raw balls er derudover fyldt med gode ingredienser såsom dadler, hørfrø, og ferskvandsalger. Takket være kakao får de både farve og smag som romkugler.

Ude ved bilen lagde jeg den store computertaske ind på bagsædet og håndtasken på passagersædet og kørte så til der, hvor jeg skulle afholde angstgruppen.

Jeg gjorde klar mens jeg nynnede. Dækkede op med dagsorden, skemaer, bøger.  Kogte vand, fandt kiks, tebreve og kaffe frem og ville så forevige det veldækkede bord, stemningen og min glæde. Rutineret kørte min højre hånd rundt i håndtasken. Men selvom hånden tog flere runder mellem kosmetiktaske, læsebriller, hårbørste, pung, høretelefoner, oplader, astmaspray, kodimagnyler, hårelastikker, en håndfuld assorterede kuglepenne, notesbog, servietter, gamle bonner, huskesedler, en pose med en raw ball – så fangede den ikke mobilen.

Jeg åbnede tasken under en lampe for at få fuldt overblik. Ingen mobil.

Suk, tænkte jeg. Så ligger den i bilen. Jeg låste lokalet af og gik ned i parkeringskælderen og gennemrodede min bil. Ingen mobil.

Underligt, tænkte jeg. Jeg kunne simpelthen ikke forstå det og begyndte nu både at gennemsøge steder i bilen og i kursuslokalet, hvor mobilen aldrig ville kunne være. Men jeg håbede. Måske jeg havde haft blackout og lagt mobilen i køleskabet, på toilettet, i bagagerummet. Jeg begyndte at tvivle på mig selv. Måske jeg var for travlt og for forvirret? Jeg måtte tage mig sammen og være mere opmærksom på hvor, jeg lagde min mobil.

Og hvad var klokken? Hvor længe havde jeg at lede før mine kursister ville kommer? Jeg måtte spørge en tilfældig, og jeg måtte låne en telefon af en tilfældig og ringe til min kæreste.

Heldigvis havde jeg i min pung en seddel med telefonnumre på min kæreste, min datter, min mor, en ekskæreste. Jeg havde været så forudseende at gardere mig, hvis jeg nu skulle miste alt – også hukommelsen – så ville jeg eller andre kunne kontakte nogle, som kendte mig og kunne hjælpe. Jeg var lykkelig for, at jeg for år tilbage havde tænkt så langt, for det eneste telefonnummer, jeg kan huske – er mit eget!

Jeg ringede til min kæreste og indtalte en besked på hans svarer om, at jeg havde mistet min mobil og at der var et par dankort i, som skulle spærres – om han kunne hjælpe med det.

Og så var jeg ellers klar til at undervise og rumme et hold kursister, der bokser med den hæslige invaliderende angst. Heldigvis kom alle og til tiden, da det ikke var muligt at fange mig på mobilen med besked om frafald eller forsinkelse.

Da jeg flere timer senere kom hjem – efter et veloverstået angst-kursus – håbede jeg, at min kæreste ville stå triumferende og viftende med min mobil, som jeg håbede på, at jeg bare havde lagt på disken i 7-Eleven og som han havde ringet til og været forbi og hente. Men nej. Desværre. Min kæreste kunne derimod fortælle, at der var blevet hævet 2.000 og 15.000 kroner på det kort, som jeg havde brugt i 7-Eleven.

Jeg var blevet afluret min dankort-kode! Og med et ramte erkendelsen mig:

Jeg var blevet bestjålet. Uden at opdage det!

”Det er jo kun forvirrede gamle damer, der oplever den slags. Og jeg har jo sagt til dig, at du skal lukke din taske ” sagde min kæreste kærligt og smilende.

Han havde været fantastisk og havde styr på både bank, forsikringsselskab og politianmeldelse. Tak for ham.

Men alligevel ramte ordne mig: ”Gammel og forvirret” – og det med at lukke tasken! Jeg var i kategorien ”let offer” – forvirret og gammel… og jeg havde måske selv et ansvar, fordi min taske ikke var lynet helt op?

Jeg, en gammel og forvirret dame. Et let offer?
Jeg, en gammel og forvirret dame. Et let offer?

Jeg blev dårlig. Jeg havde intet bemærket. Jeg hverken følte eller fornemmede noget underligt eller at der stod én bag mig. Og jeg ser jo mig selv som én, der sanser og som ikke lige er at løbe om hjørner med. Men det er jeg åbenbart. Og måske det er min egen skyld. At jeg er uansvarlig ved ikke at have lynet tasken selvom mobilen lå i bunden af tasken under vandflaske og to poser med boller og jeg kun var ude blandt andre mennesker i 2-3 minutter før jeg var alene, solo, i sikkerhed i bilen?

Jeg var rystet og forvirret. Jeg tændte min computer og skrev en opdatering på Facebook, så dem der evt. havde forsøgt at få fat i mig kunne forstå hvorfor jeg ikke havde svaret eller vendt tilbage.

Masser af kommentarer tikkede ind. En blanding af kærlig medfølelse, gode råd og ”det har jeg også prøvet”… og så kom der også kommentarer fra dem, der bed mærke i, at jeg havde skrevet, at jeg var ”irriteret”. Det skulle jeg ikke være, for jeg kunne jo alligevel ikke ændre det, som var sket. Og der var jo en mening med alt og nu skulle jeg så bare finde ud af, hvad jeg kunne lære af dette.

Hold nu op. Hvad pokker er meningen med ikke at kunne få fat i klienter, at få hævet 17.000 på sin konto, at skulle ha fat i bank og politi, anskaffe nyt kørekort, dankort og simkort og mobil samt tvivle på sig selv og at se sig selv som gammel og forvirret?

Jeg blev vred: Det var sgu ikke min skyld, at jeg blev afluret. Jeg har ikke gjort noget forkert. Det er tyven, der lurer og bagefter snupper min mobil med kort fra min taske, der har gjort noget galt – ikke mig. Jeg tager den simpelthen ikke på mig. Det er offer-skamning – at man skal føle ansvar og skyld over at en anden har gjort noget kriminelt mod en.

Og det er okay at være vred, gal, irriteret, ked af det og rasende. Der er ingen mening med det. I det hele taget bliver jeg utrolig ophidset over udtalelser som ”der er en mening med det hele” – gu’ er der ej! Og det er derfor, jeg skriver dette skriv. Der er ikke altid en mening. Der findes sort uheld, og det som jeg oplevede var et af de ganske små sorte uheld i livet. Andre oplever store ulykker, som er gigantiske tab. Og dem er der slet ingen mening med. Man kan så i rejsen mod accept og at skulle leve med det, som er sket, nå til en form for tålelig tilstand – som en slags mening i det meningsløse.

Det er tyven, som gør noget forkert! Ikke den, der bliver bestjålet!
Det er tyven, som gør noget forkert! Ikke den, der bliver bestjålet!

Nå, men mit tab er i det store billede ganske lille om end grænseoverskridende og irriterende. Forsikringen dækker (med selvrisiko) og det er kun bøvl med at skulle være uden mobil i fem dage indtil jeg får tilsendt et nyt simkort (jeg har et teleselskab som ikke har fysiske butikker, hvor man kan hente nyt simkort).

Desværre er jeg nu blevet meget opmærksom på andre i butikkerne. Jeg ser mig over skulderen, holder på min taske – der er forsvarligt lynet – og har overvejet om jeg ikke i stedet skal gå med en pengekat og så ellers have kontanter til mindre indkøb…

Tænk at jeg har nået den alder, hvor jeg er en gammel og forvirret dame… et let offer! Lige nu føler jeg mig forkert. Jeg ved, at det går over… snart vil jeg igen tillidsfuldt gå ud blandt andre.

Jeg vælger at tro på det gode, og så håber jeg, at tyven/tyvene virkelig havde brug for pengene og bruger dem til noget fornuftigt. Jeg prøver jo selv at være et godt menneske og hjælpe dem, der har behov. Jeg tror ikke, at der findes en nødhjælpeorganisation, der ikke har modtaget bidrag fra mig… og så arbejder jeg hver uge frivilligt for at give mit bidrag. Og det bringer mig så videre til de kommentarer, jeg har læst og fået omkring karma og om, at karmapolitiet kommer eller at folk bliver ramt af karma. Endnu en af mine gigantiske irritationsmomenter… ”at vi får, hvad vi giver ud” – NOT!

Jeg tror ikke på karma, jeg tror heller ikke på, at der en mening med alt. Uden at skulle lyde hverken bitter eller negativ, så tror jeg ikke på retfærdighed eller at sandheden vinder til sidst.

Jeg tror på samvittighed. Jeg tror på kærlighed. Jeg tror på, at indsigt forpligter. Jeg tror på tilfældigheder og at vi så må spille med de kort, som vi får. Og jeg tror på, at gamle forvirrede damer kan genvinde tilliden til omgivelserne.

Lizl Rand, journalist og psykoterapeut - og uden mobil - nu på dag 5. dag!
Lizl Rand, journalist og psykoterapeut

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *