Er du ikke sej, stærk og på toppen, er du dømt ude som ustabil og svag – tænker du også sådan?

Jeg har virkelig svært ved at bede om hjælp derhjemme. Over for min kæreste vil jeg gerne vise, at jeg er selvstændig og handlekraftig – derfor spørger jeg først om hjælp, når jeg har fået virus på pc’en, fordi jeg kom til at downloade noget snavs, og jeg spørger ham først om han vil hjælpe med at flytte en reol, når jeg svedig står med krampe i armene og har erfaret, at jeg ikke selv kan løfte møblet.

– Og det er først, når han spørger, om der er noget galt, at jeg modvilligt indrømmer, at jeg føler mig lille og har brug for et kram efter en krævende dag.

Her er jeg 'den lille'. Min datter spænder min hjelm. Jeg er uerfaren rytter og har brug for hjælp.
Her er jeg ‘den lille’. Min datter spænder min hjelm. Jeg er uerfaren rytter og har brug for hjælp.

På jobbet har jeg som leder altid haft temmelig let ved at uddelegere. Men privat er jeg ikke god til at vise, at jeg har brug for en hånd. Jeg bliver bedre og bedre til at vise sårbarhed – som på fotoet, hvor jeg skal ud at ride for første gang, og min datter hjælper med at spænde hjelmen. Det var lidt grænseoverskridende for mig, at Elizabeth er mere tjekket og ved mere end jeg. Jeg er pludselig den lille, der får hjælp af den store.

tankemylder-bed-om-hjaelp

Men mange af os lever eller overbevisningen: Er du ikke sej, stærk og på toppen, er du dømt ude som ustabil og svag.

Jeg kender til mænd og kvinder, der er så “seje”, at de kan gå gennem både skilsmisse, fyring, dødsfald i familien, stresssygemelding og andre traumatiske oplevelser uden at bede om hjælp. Først bagefter fortæller de om, hvor hårdt det var. Hvor magtesløse og sårbare de følte sig. Men de turde ikke dele frygten, nederlaget, smerten og sorgen med andre. De var bange for at blive dømt som svage.

Vores negative opfattelse af sårbarhed skyldes i høj grad vores kultur og opdragelse. Ofte forbindes det med noget negativt at være følsom. Vi har lært, at vi skal tage os sammen! Under uddannelse og på jobbet skal vi præstere, være dygtige, selvstændige og stærke. Hele tiden. Derfor er der ofte ikke plads til følelser, sorg eller skrøbelighed. Er du ikke sej, stærk og på toppen, er du dømt ude som ustabil og svag. Forenklet sagt og stærk generaliseret. Vi lever i individualismens tid, hvor vi selv er ansvarlige for at skabe vores eget succesfulde liv, og det er derfor også skamfuldt, når man ikke fremstår som en succes.

Lizl Rand, psykoterapeut og journalist
Lizl Rand, psykoterapeut og journalist

Hvad med dig? Lægger du bånd på dig selv for ikke at vise andre, at du har det svært? Jeg tror ikke, at jeg er den eneste, der har det sådan. Faktisk er min største frygt at blive syg eller sidde i en situation, hvor jeg er afhængig af andre. Min styrke er, at jeg ved, at jeg er stærk og “kan alt selv”. At jeg ikke behøver bede nogen om hjælp. Men egentlig så lyver jeg vel bare for mig selv.

“Intet menneske er en ø, en verden for sig; ethvert menneske er et stykke af fastlandet, en del af det hele.” Sådan skrev digteren John Donne engang i 1600-tallet. Nej, intet menneske er en ø. Vi hænger sammen, vi deler verden og liv. Og vi er afhængige af hinanden. Ræk hånden ud – og få hjælp!

At bede om hjælp er første skridt – og tegn på styrke. Derfor roser jeg også alle mine kursister og klienter – de er nemlig seje, at de har indset, at de har brug for støtte. Og det uanset om det handler om at overvinde angst, stress, depression eller at finde ud af hvordan man støtter andre, der har det svært og er i krise.

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *