Elsk dét, som er

Drop de mange tanker om hvordan du ville ønske, at du så ud, og hyld i stedet din krop, som den er. Den er en del af dig. Elsk den. Elsk dét, som er

Af Lizl Rand 

Tænd lyset. Klæd dig ud og af. Før dig frem.

Du er dig. Og det er mere end godt nok. For at kunne vise sig frem i Eva-kostume foran en partner eller gå i afslørende tøj eller i bikini på standen behøver man nemlig ikke ligne en model.

“Nej, selvfølgelig ikke” tænker du måske.

 

Men en stor undersøgelse, som magasinet Q har lavet om kvinders forhold til deres krop, viser desværre, at hver anden kvinde er utilfreds med sin krop, og at hun derfor ikke er meget for at vise sig på stranden i bikini samt hurtigt slukker lyset i soveværelset eller dækker sig til over for sin partner.

Men kære kvinde, du kan lige så godt acceptere din krop, som den er. For du får ikke en anden. Og din krop bliver hverken slankere eller smukkere ved, at du kigger skævt til den og skjuler den.

 

Tænk på, at det er dig, der er din egen værste kritiker. Andre kvinder har ikke tid til at skule til dig. De sidder nemlig og stirrer kritisk på sig selv.

Adskillige undersøgelser og studier ude i bylivet viser, at mænd tænder på de fleste kvinder og tilmed synes, at vi kvinder er dejligere, end vi selv synes.

Faktisk er mænd mere tiltrukket af humor og udstråling end af et bestemt taljemål. 

Og ville du nogen sinde være så hård i din bedømmelse, hvis det gjaldt en person, du elsker: dit barn, din partner, dine søskende, dine forældre eller bedste venner? Nej vel.

 

Drop de mange tanker om, hvordan du ville ønske, at du så ud, og hyld i stedet din krop, som den er. Den er en del af dig. Elsk den. Elsk det, som er.

Hold op med at føle dig fed eller gammel. Føl dig lækker og fantastisk. Du er enestående, som du er. Vær din egen bedste ven og giv dig selv den motion og næring, som er bedst for dig.

 Hvis det betyder meget for dig at tabe 5, 10, 20 kilo f.eks. – så gør det. Ellers – køb kjolen en størrelse større, så du kan trække vejret og grine igennem. Det synes mænd i øvrigt er sexet … at kvinder griner og spiser dessert.

Jeg talte en gang med en kok, der sagde, at han aldrig ville date en kvinde, der ikke spise dessert. Hun ville nemlig ikke være sjov i sengen eller klar til at sige ja til livet og dets fristelser…

2 Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *