En normal familie?

”Det slår mig, at rigtig mange kvinder, uanset om de selv har børn eller mand, føler sig presset til at indgå i en relation med deres mor eller far, som de ikke bryder sig om. Som om forældrene ikke respekterer, at de er fyldt 30 og ikke længere er 3 eller 13 år gamle.”

Af Lizl Rand

”Jeg kan bare ikke klare, at min mor kun er glad, hvis jeg opfører mig på en bestemt måde. Det er ikke til at holde ud, at det hele afhænger af mig og at jeg skal indtage en bestemt rolle,” fortæller en bekendt, da jeg til et middagsselskab, kort før jul, spørger til hvordan julen skal fejres… om hvor, med hvem etc.

”Og jeg har slet ikke kontakt til min far. Han vil bestemme alt og alt handler om ham. Og så kritiserer han hele tiden min mand. ,” siger en anden.

Og sådan fortsætter snakken… også senere ved andre lejligheder. For jeg bliver nysgerrig efter at høre hvordan kvinder egentlig har det med deres egne forældre/familie. Og julen og graden af glæde for denne er jo en ganske god indikator.

Det slår mig, at rigtig mange, uanset om de selv har børn eller mand, føler sig presset til at indgå i en relation med deres mor eller far, som de ikke bryder sig om. Som om forældrene ikke respekterer, at de er fyldt 30 og ikke længere er 3 eller 13 år gamle. Andre har ikke kontakt til deres far eller mor eller begge, fordi forholdet er for umuligt og besværligt. Og fordi kvinderne kun kan leve deres eget liv og føle sig frie, hvis de ikke har kontakt.

Og det bringer os så tilbage til barndommen. For det er jo den, der har resulteret i, at disse kvinder som voksne føler det sådan. De er vokset op i hvad de selv vil kalde en ’normal’ familie. De har fået mad, tøj på kroppen, tag over hovedet, legetøj og masser af kærlighed. De har derfor ikke været udsat for fysisk overlast af nogen art – men de er alligevel vokset op i en dysfunktionel familie og har været ofre for følelsesmæssig incest.

Ved følelsesmæssig incest bruger den voksne barnets følelsesmæssigt som en voksen. Til ros, trøst, støtte, opmuntring og bekræftelse. Uden at give barnet det samme tilbage. Barnet udvikler en følelse af at være nødvendig – ikke fordi det er elsket – men fordi det udfylder et tomrum hos den voksne.

Et sådan barn var Mette Glargaard, som vi bringer interview med i dette nummer af Q.

”Fordi min far muligvis var narcissist, blev jeg manipuleret til at synes, at det vigtigste var at være loyal. Og det har været en lang proces at kommer derhen, hvor jeg kan mærke hvordan jeg egentlig selv har det,” fortæller Mette, der håber, at det vil hjælpe andre, at hun står frem med sin historie.

En modig beslutning, der forhåbentlig får andre til også at turde fortælle om hvordan det egentlig var/er derhjemme. Åbenhed og at dele erfaringer med andre hjælper. Og hvis man giver slip på smertelig oplevelser og blokeringer, så er det heldigvis aldrig for sent at få en god barndom. Eller rettere få sin barndom bearbejdet og arkiveret, så den ikke fylder og forstyrrer uhensigtsmæssigt.

7 Comments

  • Hej, nu er jeg mand og ville da lige fortælle dig, at det ikke kun gælder kvinder… Dette gælder så sandelig også for mange mænd 😉

    • Hej Kent,
      Du har fuldkommen ret. Det gælder både mænd og kvinder. At jeg skriver kvinder er blot fordi jeg skriver i kvinde-medier, der er målrettet kvinder og fordi det er kvinder jeg har talt med og nævner i min kommentar. Men jeg ved, at lige så mange mænd har samme udfordringer med deres forældre.
      Tak for dit input.
      kh Lizl 🙂

  • Af og til tænker jeg også på, at der eksisterer så mange MYTER om hvordan en barndom skal være.. især i vores tid, med den megen fokus på at have et godt liv. Og vi kan komme til at tro, at hvis jeg så bare kan gøre mine egne børn fri af det, jeg har kæmpet med, så vil de få det meget bedre. Og jeg har selv, og hører mange ligge under for, at vores familieliv skal være så rigtigt og idyllisk – og det er det bare langt fra altid. Så ja, som du skriver til sidst, så er det virkelig vigtigt, at få sin barndom bearbejdet og arkiveret, så vi kan leve et liv, hvor det ikke hæmmer os. Og det tager helt ærligt noget tid – ikk’? 🙂

  • Glemmer aldrig da jeg ikke havde kontaktet min mor i 4 måneder fordi jeg ikke havde lyst – og min mormor ringede og skældte mig ud. (jeg var 49 år),

  • Hvad er en normal familie ???

    For mange år siden under min uddannelse arbejdede jeg med en opgave omhandlende begrebet normalitet (normalt/unormalt)…

    Der kom en meget bred og alsidig dialog i gang, da jeg foreslog og formulerede problemformuleringen: Du er nødt til at vide hvad der er unormalt, for at kunne definere og vide hvad der er normalt …

    Kan godt relateres til dette – For hvad er en normal familie og hvad er en unormal familie ???

    Tina 😉

  • Nu skal man osse lige passe på at man ikke psykoanalyserer alt… Jeg kan nikke genkendende til meget af det der bliver nævnt, men at jeg skulle blive kaldt dysfunktionel af den grund er lidt langt ude… Man skal tænke på hvordan man har det med sine egne børn. Dem vil man osse passe på og rette, hvis man kan se at det de er i gang med kan såre eller skade dem.. Og så er nu engang et faktum, at blodet skaber bånd eller kan gøre det. Familien er de der kender og genkender dig som den du er..Helt inde….Ellers piger og drenge…Tag jer dog sammen og få talt sammen om problemerne…Man har kun een familie, uanset hvad..

  • Jeg har i mange tilfælde forsøgt at tale med mine forældre om dette problem, men som de ser det er et kun mig der har et problem. De besidder ikke den selvindsigt der skal til for at vi kan finde en fælles løsning, og det er derfor mig der arbejder på en løsning alene og sammen med min mand. Det har været og er en svær opgave da jeg skal gentænke alle de overbevisninger jeg er vokset op med (normalitet), og dermed revidere hele min person. Jeg var i en periode fanget i en depression og er stadig på antidepressiv medicin, har igennem flere år nu gået hos en psykolog p.g.a. dette, så det kan kun gå fremad kan man sige.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *