Foredrag: TÆT PÅ KRISE OG SYGDOM

Til pårørende: Gør en forskel og pas på dig selv

Tæt på krise og sygdom

Dette foredrag er til dig, der er pårørende til et menneske i krise eller ramt af alvorlig fysisk eller psykisk sygdom.
Foredraget tager udgangspunkt i bogen Tæt på krise og sygdom af Lizl Rand, der udover at være journalist og psykoterapeut også har skrevet bestselleren Kom stærk ud af din angst.

Det er svært at stå magtesløse på sidelinjen og følge et andet menneske kæmpe mod sygdom. Som pårørende er vi ofte i tvivl om, hvad vi kan gøre, om vi gør det rigtige, hvordan vi støtter og gør en forskel.

Dertil kommer skyldfølelsen, hvis vi bliver irriterede og trætte af den kriseramte, og svære spørgsmål som, om det nogen sinde bliver bedre, presser sig på. Alt i mens vi skal forholde os til den sorg og det tab, vi lider som pårørende, samt det pres og den stress, vi oplever ved at stå alene i situationen. Følelser, der ofte ikke bliver plads til, da al opmærksomhed og overskud går til den kriseramte.

”Gennem livet har jeg selv flere gange været tæt på mennesker i krise og med fysisk og psykisk sygdom. Det var en meget ensom periode, hvor jeg slet ikke var bevidst om, hvor krævende det egentlig er at stå på sidelinjen og være lige så meget slået ud af kurs, som den ramte. Jeg græd i smug, havde ondt i maven, holdt tilbage, bed tænderne sammen og tilsidesatte mig selv for at give al energi til den ramte. Det er vel sådan, det er at være pårørende, tænkte jeg, ” fortæller Lizl Rand.

”I dag er jeg blevet langt mere bevidst om og i stand til at kunne gøre en forskel for andre i krise, mens jeg samtidig passer på mig selv. Og i løbet af de seneste år har jeg gennem klienter, foredrag og som rådgiver i Psykiatrifonden fundet ud af, hvor vigtigt det er at støtte de pårørende, da de har kolossal indflydelse på, hvordan og hvor hurtigt den ramte kommer sig. Samtidig kan egenomsorg og støtte til pårørende også ses som en forebyggende indsats. Det viser sig nemlig, at mange pårørende bliver så overanstrengte af at passe på andre, at de selv bliver syge med særligt stress og depression. ”

Lizl Rand, foredrag og bog TÆT PÅ KRISE OG SYGDOM
Lizl Rand, foredrag og bog TÆT PÅ KRISE OG SYGDOM

Foredraget Tæt på krise og sygdom komme med inspiration, trøst og støtte til dig, der er pårørende. Ud fra både privat og professionel erfaring samt udpluk fra bogens mange fakta og samtaler, vil Lizl præsentere dig for de bedste råd fra læger, sygeplejersker, sexolog, psykolog og præst. Men du får også indsigt i, hvordan andre, som har været i en lignende situation, har klaret sig igennem.
Du vil blive guidet til hvordan du trin for trin kan forholde dig til din situation, samt øvelser, der kan fremme dit håb og bevare din jordforbindelse.

Om Lizl Rand (f.1968), uddannet journalist og psykoterapeut. Har arbejdet i mediebranchen i over tyve år – bl.a. som chefredaktør på fem magasiner, livsstilsredaktør på dagbladet B.T. og journalist på Berlingske. I dag underviser og coacher Lizl mænd og kvinder, der er sygemeldt med stress, angst og/eller depression. Lizl holder foredrag baseret på sin bestseller Kom stærk ud af din angst (2012) og sin nyeste bog Tæt på krise og sygdom (2016). Lizl er tillige rådgiver og certificeret instruktør i psykisk førstehjælp hos Psykiatrifonden. Blog: lizl.dk

Lizl Rand, bog og foredrag TÆT PÅ KRISE OG SYGDOM
Lizl Rand, bog og foredrag TÆT PÅ KRISE OG SYGDOM

Indholdet i bogen:

I bogen Tæt på krise og sygdom kan du læse om, hvordan billedkunstner Per Hillo oplevede at blive så syg med stress og angst, at han var indlagt på psykiatriske afdelinger i et halvt år. Læs, hvordan han kom igennem, og hvad de pårørende gjorde, som var godt. Radiovært og foredragsholder Michelle Hviid opdagede pludselig, at hun havde en tumor i hjernen, som skulle opereres ud. Hvordan tacklede hun at være i frit fald, og hvordan bakkede venner og familie op og hjalp hende? Det kan du også læse. Agnethe Hviid, som er mor til Michelle, fortæller, hvordan det var for hende at stå på sidelinjen og både føle sig magtesløs og meget nyttig. Alt i alt en voldsom historie set fra både den ramte og den pårørendes side. For kapelmester Jan Glæsel er kræftdiagnoser nærmest blevet noget, han kan forholde sig roligt og nøgternt til. To gange har hans kone være ramt, og selv har han én gang oplevet at blive opereret for kræft. I interviewet med ham fortæller han, hvordan han har evnet at passe både sin hustru, sit arbejde og en dagligdag.
Der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er sjovt for andre. Det mener komikeren Ane Høgsberg, som har lavet et standup-show om, hvordan det er at have en kæreste med depression. Hun fortæller, hvordan humoren er hendes måde at håndtere sygdommen på, og at hun, når hun optræder, bearbejder og lader op, så hun bedre kan støtte derhjemme.

Ofte er de bedste pårørende dem, der selv har oplevet at være nede og ’suge grundvand’. Det bevidner forfatter Anna Grue, der både selv har været syg med stress og depression og har kunnet bruge sine egne erfaringer til at hjælpe datteren med angst.

Udover at møde disse ramte og pårørende, kan du læse et kapitel af læge og terapeut Jesper Bay-Hansen, der guider til, hvordan du kan øge din modstandskraft over for kriser. Du kan glæde dig til refleksioner og gode råd fra eksperter, der arbejder tæt på krise, sygdom og død: Sognepræst Poul Joachim Stender, overlæge Sebastian Swane, Psykiatrifondens chefspsykolog Michael R. Danielsen og sygeplejespecialist Jesper Grud Rasmussen fra Diakonissestiftelsens Hospice. Og så kan du høre kloge ord fra kultursociolog Emilia van Hauen om blandt andet de skiftende tendenser i holdningen til, hvem der er de pårørende. Endelig fortæller sexolog Else Olesen om vigtigheden i at bevare seksualiteten og intimiteten i parforholdet.

Tæt på krise og sygdom rummer en masse anvisninger til, hvordan du trin for trin kan forholde dig til din situation, samt øvelser, der kan fremme dit håb og bevare din jordforbindelse. Bogen kommer ind på alle de forskellige udfordringer og gode råd, som du kan have glæde af at huske på som pårørende samt en opfordring til altid at søge mere viden, da denne bog netop ikke går i dybden med de enkelte diagnoser men forholder sig generelt til, hvordan man hjælper en nærtstående, der er ramt af psykisk eller fysisk sygdom og samtidig passer på sig selv.

Lizl Rand, psykoterapeut, Tæt på krise og sygdom
Lizl Rand, foredrag og bog TÆT PÅ KRISE OG SYGDOM