Herre i eget liv

”På fornem vis lægger kvinden ansvaret fra sig. Manden er et skvat, og det er derfor hans skyld, at hun enten begraver hjemmet i pyntenips og/eller overforbruger og er økonomisk uansvarlig.”

Af Lizl Rand

Undertrykkende, uansvarlige og egoistiske. Og nej – det er ikke mænd, jeg hentyder til – selvom disse egenskaber gennem tiderne er blevet tillagt hankønnet. Jeg tænker derimod på den uheldige kvindelige adfærd, som i stigende grad bliver fremvist på tv. Og med rette.

Med stor fornøjelse har jeg fulgt med i TV2’s serie ”Herre i eget hus”. Et program, der sætter spot på, at når det gælder boligindretning, så har kvinderne for længst trængt mændene helt op i hjørnesofaens pyntepuder.

LP-samlingen, sportstrofæerne og de overdimensionerede højttalere er blevet henvist til kældre og loftsrum og udskiftet med feminine og hyggelige bloklys, tørrede blomster og andet nips.

Blonde-helvede

”Jeg kan jo ikke tage gutterne med hjem og se fodbold i det her blonde-helvede,” som en opgivende mand udtrykker det, inden han får hjælp af programmets mandelige designer, der praktisk talt smadrer hele hjemmet og genindretter, så manden kan føle sig hjemme i sit eget hus.

På samme måde fornemmes den kvindelige dominans i uheldiggrad i ”Luksusfælden” på TV3, hvor trængte familier på fallittens rand får hjælp til lån- og livstilsomlægning. Her er der oftest kvinderne, der overforbruger. De shopper amok i beklædning og legesager til børnene samt tøj, sko og tilbehør til dem selv. Og det på trods af de ikke evner at forsørge sig selv eller deres forbrug, da de enten er studerende, lavtlønnede eller på deltid.

Imens forsøger manden desperat at hive nok penge hjem. Og når studieværterne spørger til, hvordan det kunne gå så galt, svarer kvinden:

Manden – et skvat

”Han stopper mig jo ikke. Han sætter ikke foden i og kræver, at jeg ændrer mig, så jeg bliver bare ved med at bruge penge”.

På fornem vis lægger kvinden ansvaret fra sig. Manden er et skvat, og det er derfor hans skyld, at hun enten begraver hjemmet i pyntenips og/eller overforbruger og er økonomisk uansvarlig.

Tror pokker mænd kan synes, at kvinder er umulige. Faktisk har nutidens mænd svært ved at finde deres egen manderolle i tiden efter kvindefrigørelsen. De vil ikke være diktatoriske patriarker som mændene i 50’erne, og de vil ikke sidde i rundkreds og sige undskyld, fordi de er mænd, som mændene i 70’erne.

I det kommende nummer af Psykologi kigger nærmere på tendensen og taler med mænd, der har fundet deres maskulinitet i mandegrupper, hvor kvinder ikke har adgang.

1 Kommentar

  • Det skræmmende er vel at det er TV-programmer der sætter fokus på problemet og derved bliver det et underholdnings-fænomen og “det sidste nye som jeg også skal udsætte min mand for”. Endnu et tillæg til den moderne kvinde – du skal maskulinisere din mand.

    Manden selv virker stadig ligeglad og BØV’et (børnevoksen). Selv “Hjælp min kone er skide sur” var tilrettelagt af kvinder.

    Jeg vil glæde mig til at læse om maskulinitet i mandegrupper.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *