Jeg snyder i tests

Jeg kan ikke bladre i et dameblad uden at teste, om jeg er en god kollega, kone, kæreste, elskerinde… og jeg snyder lidt – for at få et godt resultat.

Af Lizl Rand

Som de fleste andre er jeg selvcentreret. Jeg kan godt li’ at læse om mig selv, og høre andre fortælle om hvordan jeg er. Det er så dejligt at blive bekræftet i, hvor speciel og unik jeg er. Jeg kan derfor ikke bladre i et ugeblad eller magasin uden at teste mig selv. Om jeg er en god kollega, elskerinde, mor…

Selvom jeg nu er 43 år, er jeg stadig lige nysgerrig efter at finde ud af, hvorfor jeg gør som jeg gør. Min mand griner og mener, at jeg bare skal finde en undskyldning for at opføre mig umuligt. Og det kan han da have ret i.

Måske min til tider uhensigtsmæssige adfærd kan forklares med, at jeg netop er en speciel type i forhold til en masse forskellige tests. Måske jeg kan opfattes som arrogant, fordi jeg er en giraf!

En giraf?

Tjah. Forleden tog jeg en test for at finde ud af hvilket dyr, jeg ville være, hvis jeg var et dyr. Og jeg ville være en giraf. Synes egentlig også, at det passer meget godt til mig. På gode dage er jeg både høj, yndefuld og et naturligt centrum, fordi jeg med min elegance tiltrækker alle andre…

Okay. Selv med lange girafben kan jeg ikke løbe fra min løgn. Så med blussende kinder må jeg indrømme, at jeg snød lidt med dyretesten. Første gang jeg tog testen og svarede fuldkommen ærligt på alle spørgsmålene, blev jeg: en flodhest!

Men altså… og det er jo ikke fordi, jeg ikke synes om flodheste. De er jo super søde og har en masse gode kvaliteter. Men smukke og seje er de ikke. Og jeg sad jo med den der følelse – eller snarere håb om, at hvis jeg skulle være et dyr, så ville jeg jo hellere være et smidigt og cool dyr som f.eks. en tiger eller en løve… Så jeg gik tilbage og løj mig lidt højere, mere succesfuld og populær og blev altså en giraf.

Men er jeg ene om det? Er det kun mig, der ændrer på svarene i diverse tests og lige tjekker, om jeg nu får det bedste resultat, hvis jeg sætter ring om A, B eller C? Jeg vil jo helst være hende den spændende. Hende med alle mulighederne og den sjove, lysende og lovende fremtid.

Men gør det egentlig noget, at vi ændrer lidt på resultaterne. Gør det noget, at jeg egentlig er en flodhest, men føler mig som en giraf? Er det ikke følelsen af succes, glæde og håb, det handler om?

Det tror jeg.

Derfor vil jeg opfordre alle til at snyde løs og teste sig selv til et godt resultat… og opleve hvordan selv en fjollet test i et blad, hvor man har snydt lidt, godt kan bidrag med en masse positiv selvopfyldende profeti.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *