Knib, knib, knib

Om den gang jeg forsøgte at finde ro ved at afspænde måsen til den græske zorba.

 Af Lizl Rand

 

Langsomt begynder den græske zorba. Guitarstrengene er spændte, og både tempoet og stemningen stiger gradvis, som nummeret på cd’en skøjter frem.

“Knib, knib, knib!”, råber afspændingspædagogen mens hendes runde og fyldige bagdel trækker sig sammen i en spids i de stramme sorte gamacher.

“Følg rytmen. Hvis det går for stærkt, kan I bare fortsætte i jeres eget tempo”, puster hun.

 

Hun løfter hovedet og sikrer sig, at alle på holdet ”afspændingen og indre ro” er med. At vi kniber. Og det gør vi. Alle ligger på maven på en blød plastikmadras og træner balle-muskulaturen. Vi er på en folkeskole på det ydre Østrebro, hvor gymnastiksalen tirsdag og torsdag aften indtages af stressede kvinder, der under dedikeret ledelse af mere eller mindre velafbalancerede undervisere, vil gøre alt for at finde ro og balance. 

Bagdel i alle former og iklædte alle tænkelige farver og mønstre trækker sig sammen. Nogle mere end andre – men selv den mindste bevægelse er god nok – det gælder nemlig bare om at være med, har vi fået at vide.

Jeg må bide mig i knoen og for ikke at grine.

– Det er en joke, tænker jeg, mens jeg forsøger at holde tempoet og knibe i takt til den græske guitar.

 “Da jeg var i Grækenland og sad på restaurant, spillede et orkester denne her, og tænk jer – jeg begyndte at knibe!,” råber afspændingspædagogen begejstret.

 

Jeg kan ikke holde mig. Sprutter af grin mens musikken, som var der Ravels Bolero, bliver hidsigere og hidsigere. Guitarstrengene lyder bristefærdige. Tempoet bliver hurtigere og hurtigere. Nu så hurtigt at selv den trænede afspændingspædagog må opgive at følge med.

Endelig har musikken spillet sig til klimaks. Spændingen er udløst, og alle ånder ud og lader ballerne falde slapt tilbage til hvor de normalt hænger.

“Kan I mærke det? Tænk alle de spændinger, der kan sidde i måsen. Er i mere afslappede nu?” spørger den glade og nu let svedige afspændingspædagog.

 “Joh”, stønner salen tilbage.

Jeg er træt. Det er udmattende at holde latter tilbage. Og jeg vil ikke være så respektløs at grine. Jeg gør mig tung i kroppen og lader min ene kind falde ned på den kølige madras. Kinden nærmest klistrer sig fast. Og i rummets pludselige tavshed hører jeg min puls, mit hjerte og kroppens sitrende uro.

Afspændingen har hjulpet lidt, tænker jeg senere på vej hjem.

Men ro – det føler jeg ikke.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *