Livet er lettere… end vi tror

Den eneste ærgrelse jeg har – midt i min midaldrende jublende erkendelse over, at livet faktisk er temmelig simpelt og lykkeligt – er, at jeg var så mange år om at finde ud af, at jeg faktisk på mange områder i livet er min egen problemskaber. At det faktisk oftest er mig selv, der har gjort mig selv ulykkelig. Mig. Og mine overbevisninger, ubevidste projektioner og fejltolkninger.

I stedet for at tage udgangspunkt i fakta og være nærværende i nuet, har jeg brugt utrolig meget energi på at føle og efterrationalisere på mine tanker, der kunne stikke af i mange forskellige retninger og skabe stor uro, skuffelse og smerte. I mig.

Lizl Rand, psykoterapeut, livet er lettere end vi tror

Jeg tog ansvar for alt lige fra vejret til folks humør. Følte, at hvis ikke alle var glade og udtrykte det på min måde, så var det, fordi jeg enten havde gjort noget forkert, eller fordi jeg bare var forkert. Sådan har jeg det heldigvis ikke i dag.

Fordi jeg har arbejdet med mine tanker og overbevisninger. Og det er den viden og metode, som jeg også bruger i forhold til mine klienter, når jeg støtter dem i forhold til stress, angst, depression etc. Jeg opfordrer dem til at ’lege’ advokat, der skal overbevise en jury og håndfuld dommere om nu en tanke eller forestilling er sand?

Hvilke beviser har du? Hvordan kan du f.eks. vide, hvad andre tænker? Hvordan kan du egentlig vide, at det som du tænker og tror er rigtigt? Og er det en tolkning, der er god for dig? Hvad ville der ske, hvis du ikke tænkte og fortolkede sådan?

Det er faktisk en stor lettelse at finde ud af, at vi selv er årsagen til mange af vores problemer. For når vi selv har del i årsagen, er vi også løsningen. MEN det er vigtigt at forstå, at så længe vi tror på vores tanker, så er vi helt og aldeles uskyldige.

Man kan sige, at vi er forvirrede og derfor ikke kan se klart i gerningsøjeblikket.

Hvis jeg fx virkelig tror på, at min kæreste ikke elsker mig nok, hvordan skal jeg så kunne se andet end det og hele tiden søge efter eksempler i hans adfærd, der bekræfter min tro? Det er meget opslidende, men det er, hvad vi gør.

Ellers hvis jeg tænker, at jeg nok kommer til at få et angstanfald, når jeg skal stå foran en forsamling og folk vil tænke, at jeg er underlig – så vil jeg også have banet vejen for, at det ikke bliver en sjov oplevelse for mig og at jeg bliver ekstra nervøs. Og jeg vil bagefter have svært ved at forstå og føle, at bedriften i virkeligheden var en succes – fordi jeg ikke tænker sådan.

Det er først, når vi bevidst undersøger vores tanker og stiller spørgsmålstegn til om de nu har hold i fakta, at vi kan se, hvad virkeligheden indeholder – og ud fra vores nye viden få mulighed for at handle, tænke og opleve anderledes.

Det er simpelthen en befrielse og berigelse at finde ud af, at livet på mange områder er lettere end vi tror. Når jeg underviser og taler om fejltolkninger, er det altid sjovt at se reaktionen fra publikum, når jeg viser dem mit slide med eksempler på fejltolkninger. For de fleste kan nemlig genkende sig selv i flere af dem. Hvad med dig?

Lizl Rand, psykoterapeut, fejltolkning, livet er lettere end vi tror

Jeg har kunnet sætte hak ved dem alle – i dag er det heldigvis ikke sådan. Men første skridt er at blive bevidst om, at man tolker og deraf laver nogle slutninger, der ikke har hold i fakta. Nogle af disse fejltolkninger er dem, som jeg dykker meget ned i, når jeg arbejder med angstramte… for det er nemlig en tolkning på tankerne, der kan få angsten til at accelerere… omvendt kan man få angsten til at forsvinde ved at lære at håndtere sine tanker på en anden måde. Hvis du vil arbejde med dig selv terapeutisk, kan du læse mere om min terapi her.

Se Kanal 4’s tema om angst: http://www.dplay.dk/slip-angsten/

Lizl Rand, psykoterapeut, fejltolkninger, livet er lettere end vi tror
Lizl Rand, psykoterapeut

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *