Man kender først sine Facebook-venner, når man har diskuteret flygtninge

Det har virkelig været en dag med indsigt. Og jeg hylder mere end nogensinde demokratiet. I går delte jeg to blogs – begge blev delt og kommenteret i uhørt omfang. Den ene artikel havde jeg selv skrevet – den handlede om måden at tale om flygtninge på – den anden havde en anden kvinde skrevet – den handlende om intimvoks og var hylende sjov. (Læs den her). Fra den ene yderlighed til den anden…

Lige som man siger, at man først kender sin familie, når man har arvet – kan man sige, at man først kender sine venner på Facebook, når man har diskuteret asylpolitik.

Fra bloggen Lizl Rand
Smilet lettet over denne begavede måde at forholde sig til de pinlige plakater på.

Jeg har aldrig tidligere begivet mig ud i skriveri omkring den måde, vi taler om flygtninge på – før i går. Fordi jeg blev provokeret og ked over at se valg-kampagne-plakaterne fra S og DF. Jeg beskrev i korte træk min baggrund som efterkommer af en mormor og morfar, der flygtede fra Letland til Danmark under 2. verdenskrig i 1944. (Læs her).

Den blog fik mange likes. Og kommentarer. Og private beskeder fra folk, der ikke ønskede at gå offentligt ud og være del af en diskussion. Mange syntes, at det var sejt, fedt, modigt, godt etc. at jeg italesatte den følelse, som flere tilsyneladende deler med mig. At det er uværdigt og mangel på medmenneskelighed, at vi i en valgkamp skal samles om at pege på dem, der er i nød. Som flygter. Med livet som indsats.

Men jeg fik også en masse kommentarer fra mænd, der mener, at jeg med min blog billiger både kriminalitet og terror. For asylansøgerne er i deres optik begge dele. Dertil fik jeg flere bemærkninger om, at jeg var velkommen i DK – tak for det.

Jeg må erkende, at jeg ikke troede, det var så betændt at diskutere flygtninge. Jeg har nu fået en lille bitte fornemmelse af hvordan det må være ikke at føle sig velkommen i Danmark. For selvom jeg jo fuldkommen ser mig selv som dansker – så var der flere i kommentarsporet, der hentydede til, at jeg burde være taknemmelig over, at mine bedsteforældre fik lov at komme ind i landet. Det var underligt at opleve, at jeg ikke blev set som fuldkommen dansker… som én, der ikke helt havde lige som meget ret til vores land, som dem selv. Og det selvom jeg er født i DK og jo ikke kender til andet end dansk … på nær det turistengelsk, jeg har lært i skolen. Jeg er uddannet journalist og har haft job som chefredaktør på fem magasiner og har tilmed skrevet en hel bog på dansk… mere dansk kan jeg næppe blive?

Det var interessant.

Samtidig blev det også dagen, hvor jeg fik endnu mere respekt for min kæreste, som jeg har været så ufin at drille, da han var sløj – manflu… ha ha.

Men de seneste par dage har jeg selv været ramt og har måtte bruge det meste at dagen på at mobilisere kræfter til at stå klar til en fotografering i en p-kælder i Lyngby. Fotoet skal bruges i forbindelse med mit kursus og foredrag om psykisk førstehjælp – så på den led gjorde jeg det i en god sags tjeneste. Det gjorde makeuppen, der dækkede influenzaen også. Hurra for mineralpudder-foundation fra Tromborg, M2 Eyelash Serum, Imedeen og ingefær-te. (Jeg er ikke sponsoreret – jeg deler, fordi det virker!).

Lizl Rand Selfie fra blog
Selfie

Og hurra for selfie. Da jeg sad i bilen og ventede på fotografen og følte mig træt og trist – så hjalp det sgu at poste en selfie og få en masse søde ord. Tak til jer for lige at give mig det løft.

Nu føler jeg mig kampklar til at rykke ud og lære andre om psykisk førstehjælp. Jeg føler mig som 100 procent dansk – med en fortid, som jeg ikke kan gøre noget ved – andet end at bruge som eksempel på, at alle flygtninge ikke – i bedste faldt – er udsekulerede tyve, der suger velfærden ud af Danmark… eller i værste fald – kriminelle og/eller terrorister.

Manflu - sov godt! Lizl
Manflu – sov godt!

 

2 Comments

  • Du er bare så sej, og jeg takker dig, fordi du skaber en debat om dette punkt, som virkelig går mig på. Da jeg boede i USA, var jeg chokeret over deres rasime, men ved du hvad, nogen gange føler jeg, at vi er blevet værre her i Danmark.
    Så igen tak og respekt for dit arbejde!!

  • Kære Henriette,
    Mange tak for din kommentar. Og det var både interessant og uhyggeligt at opleve – at nogle af dem, der kommenterede virkelig føler, at de har mere ret til at være i DK end andre.
    Tak igen.
    kh Lizl 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *