Mine nye gode og kedelige oplevelser i 2016

Sidst på året bliver jeg altid ekstra tænksom. Synes egentlig ikke, at de seneste år har været specielt fantastiske eller fyldt med vilde NYE oplevelser… og sad også med samme fornemmelse før jeg begyndte på listen herunder. Der sker noget, når man tvinger sig selv til at være konkret i stedet for at forføre en følelse til fakta.

OMG - hvilket år!
OMG – hvilket år!

Og det var faktisk en aha-oplevelse… for 2016 har ikke været så jævn på det nye, som jeg måske lige huskede. Faktisk er det ret givende at gøre status. At huske på det gode nye, det sjove og det mindre morsomme… dels giver det erfaring og indsigt… og ellers kan man så sukke lettet over, at det er overstået eller glæde sig endnu engang. Hvordan mon din liste over nye oplevelser/bedrifter i 2016 ser ud?

Her er mine nye oplevelser – altså noget, som jeg ikke har prøvet før 2016… i tilfældig og dermed ikke-prioriteret-eller-dateret rækkefælge:  

  • Har optrådt to gange på Østre Gasværk Teater som aftenens gæst i Kaffesalon, hvor jeg fortalte om angst. Havde æren af at stå på scenen sammen med flere af mine idoler: Mette Horn, Rikke Buch Bendtsen, Kristian Holm Joensen, Silke Biranel – og med teaterdirektør Pia Jette Hansen som værtinde og Hanne Meulengracht bag klaveret. Ret flippet. Jeg fløj hjem og var høj i flere dage… tænk at optræde i det magiske rum.
  • Jeg har på det professionelle plan oplevet en krise, som de fleste terapeuter oplever – og som jeg måske også har oplevet tidligere uden at det var så tydeligt. En klient blev forelsket i mig. Og det fik mig i kontakt med en lang række følelser. Ud over at blive rigtig ked over, at jeg måtte afbryde forløbet, da jeg jo gerne ville hjælpe vedkommende – så blev jeg også flov over at være smigret. Samtidig blev jeg i tvivl om jeg havde gjort noget galt, om jeg kunne misforstås… og meget mere. Jeg søgte derfor hjælp og fik sparring og supervision omkring denne oplevelse.
  • Jeg har holdt juleaften alene hjemme! Min kæreste er i julen på Gran Canaria med sine børn, min datter er sammen med sin far og farmor etc. Jeg har fået invitationer fra andre dele af familien om at være sammen med dem, men jeg ønsker at bruge dagen på at have vagt i Psykiatrifonden og støtte dem, der har det dårligt eller som føler sig ensomme og har følelser i klemme omkring julen. For mig er julen vitterlig, hvad jeg gør den til. Jeg er ikke særlig traditionsbunden… tværtimod kan jeg godt lide variation og at regler, normer, plejer viger for lyst og nærvær. Så for mig er juleaften dejlig ved at jeg kan være der for andre, der synes det er en svær aften. For mig er det også bare en lørdag… og når jeg har Sally-dyret med mig… er jeg jo aldrig alene.
  • Har talt med Kronprinsesse Mary i 25 minutter efter at have været konferencier ved Psykiatrifondens 20 års jubilæum, hvor jeg bl.a. fortalte om selv at have haft angst. Meget behagelig og videbegærlig kvinde, som husker og er nærværende. Blev positivt overrasket over hvor skarp vores Kronprinsesse er. Hun huskede vigtige pointer fra samtlige oplæg – og jeg så hende ikke tage noter. Og så var jeg crazy stolt over at få opgaven og være med til at fejre Psykiatrifonden, som jeg synes er fantastisk og gør en kæmpe forskel for så mange!
  • Jeg giver oftest gaver, som er oplevelser og hvor jeg selv er involveret i at nyde med… derfor forærende jeg min kæreste en middag og et møde med Sting live foran Kronborg i Helsingør. Ret så magisk, da Stings musik er soundtrack til hele min ungdom og jeg samtidig altid har været småforelsket i Hamlet. Har en mistanke om, at jeg i et tidligere liv har levet tæt ved Kronborg… jeg kommer nemlig altid i en ganske speciel rolig og højt-til-loftet-tankemæssig-stemning, når jeg er tæt på slottet. Og så var det jo ekstra dejligt at kunne dele alt dette med manden min.
  • Min datter har formået at gå i gang med en ny uddannelse, som jeg også er ’misundelig’ over. Efter at hun havde gennemført og afsluttet den 3-årige uddannelse som skuespiller hos Københavns Teater- og Filmskole (privatbetalt uden SU), valgte hun at gå i gang med at uddanne sig til dyrepasser/hestemanager. Og at have en dagligdag blandt dyr og være udenfor er virkelig lige til at blive jaloux over. Jeg er så glad for, at min datter ikke blot har masser af interesserer og passion… men også at hun følger sine drømme og får en masse ny viden. Jeg er ret så stolt af datteren, der med samme lethed er citysmart og praktisk bag rattet på en traktor.
  • Besøgt  NaturoparC – Hunawihr (Alsace), som bl.a. hjælper storke og oddere tilbage i naturen. Her var Claus og jeg ganske tæt på storke og så dem flyve. Jeg bliver meget rørt over at se store fugle flyve… svanerne ved søen får også tårerne frem… Er så glad for at støtte og møde steder, der hjælper det vilde dyreliv.
  • Min selvstændige forretning blev lidt inde i 2016 pludselig stærkt udfordret da tre af mine største kunder nærmest på én gang oplevede nedgang og derfor ikke kunne hyre mig i samme stil. Jeg overlevede og kører på lavt blus og glæder mig over, at 2017 ser ud til at blive opadgående… Som fastansat oplevede jeg også nedgangstider i markedet… men jeg fik altid min dejlige faste løn uanset hvor skidt det så ud med tallene… sådan er det ikke som selvstændig… så mærker man alt lige med det samme. Så sig endelig til, hvis du har en opgave, der skal løses…
  • Har fået indsigt i, at penge er noget, som jeg hader at forholde mig til… og jo mere jeg lader som om penge ikke betyder noget… jo mere spøger de. Fik mig også til at stille spørgsmålet på Facebook: Kan man være fattig og succesfuld? Jeg tjener i dag langt mindre end da jeg var chefredaktør… nok 1/3 del af hvad jeg hev hjem i mine polstrede dage… omvendt må jeg erkende, at friheden og variationen som selvstændig og den type opgaver, jeg løser i dag, er langt mere meningsfulde for mig. Jeg har aldrig tidligere – som i dag – følt, at jeg gør så stor forskel for de mennesker, som jeg er i kontakt med. Og det skriver jeg ikke som en kritik af mit tidligere faste virke… for det var et drømmejob… men i dag har jeg bare så meget lyst til at være fri og uafhængig og selv kunne bestemme over min tid. Samt gøre en forskel på anden vis. Og det betaler jeg så også for. Når jeg gør status er det så også det hele værd.
  •  I 2016 lykkedes det mig at finde en ny træningsform, der indtil videre virker for mig: Pilates Reformer, hvor jeg er tilmeldt hold med maks. 8 udøvere og en vågen træner, der sikrer, at jeg får lavet ALLE øvelserne. Udover at træningen er genial ved ikke at overbelaste men derimod styrke hele kroppen – så er træningssalen også dejlig tæt på hvor jeg bor og jeg møder op fordi jeg skal melde afbud 12 timer før timen. Efter træningen bliver jeg simpelthen så glad… fjollet og let. Og så har jeg stor fornøjelse i at røre mine lår og mærke muskler. Havde jeg råd ville jeg hyre en privat træner… selvom jeg er god til at holde aftaler med mig selv… så er en træner altså bedre til at få mig ud over kanten og træne på en måde, som jeg ikke troede mulig. 
  • Jeg har indtalt ‘Kom stærk du af din angst’ som lydbog. En vild oplevelse at læse alt højt og gennemleve bogen.
  • I år har jeg haft en lille flirt med en slags midtvejskrise. På en underlig måde føler jeg mig mættet af livet og klar til ikke længere at være her – på den anden side føler jeg, at jeg nu begynder på next level. At det er en Lizl version 2.0, som er ved at ske nu. Det er både spændende og skræmmende… og anstrengende at være i så tæt og klar kontakt med alt, hvad jeg føler og oplever. Jeg har også for første gang i mit liv tænkt over alderen: Er jeg ved at være brugt op, færdig? Sådan har jeg aldrig tidligere tænkt. Interessant. Samtidig kan jeg ikke fysisk mærke, at jeg er blevet ældre – min krop fungerer uden gener eller sygdom og jeg har samme energi og følelse indeni. Men mentalt føler jeg lidt, at jeg har prøvet det hele. Og så alligevel ikke… når jeg f.eks. kan lave denne liste over nyt i 2016.
  • Jeg har nu boet sammen med min kæreste i Birkerød i seks år og det er nu det sted, den adresse, jeg har boet i længst tid i løbet af mit lange liv. Ret vildt at tænke på, at jeg så sent i livet gror lidt dybere rødder. Det hænger nok også sammen med, at jeg er glad for min kæreste. Jeg er blevet en birke-rod 😉
  • Jeg har mødt nye mennesker, som er fantastiske og glæder mig til, at de også i det nye år vil være en del af mit liv.
  • Jeg har oprettet en angstgruppe og har haft første hold igennem og resultaterne er helt fantastiske. Det er så vildt at være vidne til, at jeg med den viden, som jeg har samlet gennem så mange år og de metoder, som jeg selv har afprøvet, nu kan give det videre til andre, der igen får livet tilbage og f.eks. tør køre på motorvej, ikke behøver beroligende piller på sig, kan holde oplæg foran 30 kollegaer og ikke levet et liv tynget af bekymringer men i stedet oplever tillid… tillid til dem selv og omverdenen. Det er sgu stort!
  • Jeg har udgivet bogen ”Tæt på krise og sygdom”, som er blevet flot modtaget med fornem lektørudtalelse og indkøb til bibliotekerne samt af læsere, der nu husker på sig selv, når de skal hjælpe andre.
  • Jeg er på forsiden af magasinet BizzUP hvori jeg fortæller om psykisk førstehjælp. Og så har jeg også været på forsiden af magasinet Sundhed hvori jeg fortæller om min nye bog ’Tæt på krise og sygdom’. Ret vildt at se sig selv på ikke bare én forside… men to… når nu jeg i så mange år har lavet magasiner og i så mange år og har sat andres hoveder på forsiderne.
  • Er begyndt at skrive på to bøger. Det lyder fantastisk. Det er det bare ikke. For begge driller mig på hver sin måde. Har lyst til at smide alt ud og beslutte mig for aldrig mere at skrive. Men jeg ved, at det er en opgave, der skal løses. Jeg har faktisk ikke noget valg. Jeg får ikke fri før i alt fald den ene bog er udgivet.
  • Er blevet overrasket over, at noget er meget mere bøvlet mens andet er meget lettere… end jeg troede. Jeg har opdaget, hvor svært det er at komme igennem med nye ideer, temaer, projekter, artikler hos forskellige medier og virksomheder. Omvendt har jeg oplevet, hvor let det er selv at skabe nye kurser, foredrag og events med tilfredse publikummer og kursister. Jeg har bl.a. søsat nye foredrag om hvordan pårørende kan gøre en forskel for en sygdomsramt og samtidig passe på sig selv og om hvordan man undgår surstråling på arbejdspladsen og skruer op for arbejdsglæden. Dertil har jeg lavet kurser om hvordan man forøger selvfølelsen med fototerapi og skabt angstgrupper, hvor kursisterne lærer hvordan man bliver fri for angst og uro. Og så arrangerer jeg skovture og guider udi hvordan naturen er kilden til balance og mental og fysisk sundhed. 

Listen kunne sikkert blive meget længere, men den har allerede gjort sit arbejde: Jeg har fået konkretiseret, at selv når jeg ikke føler, at der sker noget nyt, så sker der en del. Og selvom jeg praktiserer nærvær, langsommelighed og tillid – så har jeg stadig en snert af præstationsfremmende fartblindhed. Måske noget nyt at arbejde med i 2017?

Hvad med dig? Hvad har du oplevet af nyt i 2016. Hvordan ser din liste ud?

 

Lizl Rand i Kaffesalon på Østre Gasværk Teater
Lizl Rand i Kaffesalon på Østre Gasværk Teater
Min datter Elizabeth er i gang med at uddanne sig til dyrepasser/hestemanager og skal ha traktorkørekort.
Min datter Elizabeth er i gang med at tage traktorkørekort.
Har slået rødder i Birkerød og har boet her med min kæreste i seks år.
Har slået rødder i Birkerød og har boet her med min kæreste i seks år.
Sammen med Claus til min bogreception for 'Tæt på krise og sygdom'.
Sammen med Claus til min bogreception for ‘Tæt på krise og sygdom’.
Lizl Rand på forsiden af magasinet BizzUp
Lizl Rand på forsiden af magasinet BizzUp
Har fået en masse fin omtale.
Har fået en masse fin omtale.
Forsiden af magasinet SUNDHED.
Forsiden af magasinet SUNDHED.

brug dette foto til angsgruppen på facebook

Det danske kongehus delte dette foto på Facebook.
Det danske kongehus delte dette foto på Facebook.
Familien ferjer Elizabeth.
Familien fejrer Elizabeth. Uddannet som skuespiller.
Signerer Tæt på krise og sygdom i Sønderborg.
Signerer Tæt på krise og sygdom i Sønderborg.
Min sjæleven Sally-dyret.
Min sjæleven Sally-dyret.
Alene hjemme i julen. Oh deer :-)
Alene hjemme i julen. Oh deer 🙂
Tænk at jeg har stået på scenen i dette magiske rum. Er vild med Østre Gasværk Teater.
Tænk at jeg har stået på scenen i dette magiske rum. Er vild med Østre Gasværk Teater.
Sting!
Sting!
Kronborg mens jeg lytter til Sting!
Kronborg mens jeg lytter til Sting!
Svanen letter og lander.
Svanen letter og lander.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *