Tale til min datter

Kære Elizabeth,
Kan du huske, hvordan vi for tre år siden sad og græd ned i kaffen på Baresso? Mailen om, at du var blevet optaget på Københavns Film & Teaterskole, var lige tikket ind. Vi snøftede af glæde og lettelse over, at nu have du en plan, nu havde du noget at se frem til og du var blevet godkendt, accepteret. Du havde klaret og bestået en optagelsesprøve.
Som dig er jeg også en af dem, som ikke har været det perfekte match til et skolesystem, der kræver evner udi boglig fordybelse i specifikke fag, som man måske ikke interesserer sig for eller har let ved. I gymnasiet blev jeg spurgt, om jeg var ordblind. Heldigvis lod jeg mig ikke bremse af de mange røde streger i stilene – min lyst til at formidle historier var større end min selvfølelse.

Men hvor går man hen, hvis man ikke kan være i skolen? Og hvor finder man ligesindede, når man føler sig udenfor?
Du viste utroligt mod og gik alene til optagelsesprøve, hvor du stod frem og stod ved dig selv. Sikker i noget, skælvende i andet. Jeg sagde dengang til dig:
”Sørg for at få en god oplevelse ud af det. Tag det som træning og erfaring. Livet er en lang casting… Og Paprika Steen brugte fem år og i alt 13 optagelsesprøver før hun kom ind på sin teaterskole. ”

Som den høne/løvemor, jeg er, gik jeg tavst og i det skjulte – hændervridende – rundt. Og ventede. Klar til at snakke, støtte, smile, snøfte eller hvad din oplevelse nu viste sig at fremkalde af følelser. Som dig har jeg altid elsket film og teater… og så længe, jeg kan huske tilbage, har jeg villet være skuespiller. Som barn skrev jeg teaterstykker, syede kostumer, holdt takketaler foran spejlet og alle mine aktiviteter kredsede om den verden.
Men da jeg blev 18 år, turde jeg ikke søge ind på teaterskolerne. Jeg kunne ikke bære at få et nej, ikke at blive lukket ind. Mine forventninger til mig selv var for store. Jeg følte også at alle andre havde forventninger til mig.
Så jeg lod drømmen tone ud… lod den langsomt sive.

Da jeg søgte ind på Journalisthøjskolen, havde jeg ikke de store forventninger. Det var ikke en drøm – mere en tilfældighed og en mulighed, fordi optagelsen afhang af en prøve og ikke af mit lave gymnasiesnit. Inden optagelsesprøven havde jeg trænet massivt. Jeg klarede den og blev optaget.
Som en måske-ordblind er det jo skægt, at jeg siden har været skrivende journalist og chefredaktør og nu også skriver bøger. Så træning og træning og træning og crazy meget energi og træning har for mig været vejen til færre slå/komma/stavefejl og en karriere i en branche, jeg på det tidspunkt slet ikke vidste, skulle vise sig at være et super match.

Kære Elizabeth, nu har du gennemført hele dit studie. Du har afsluttet. For mig på sidelinjen har det været en fuldkommen fantastisk forvandling at være vidne til. Fra at du pjækkede fra folkeskolen og vi ofte skulle stå skoleret foran rektor og lærerne, der roste dit talent og viden, men sukkede over dit manglende engagement og fremmøde – har du de sidste tre år ikke haft mange sekunders fravær.

Og du har fundet din flok. Du har mødt nogle af dem, der heller ikke syntes, de passede ind dér, hvor de var før. Som den dejlige sære snegl du er, har du nu fundet en masse andre sære snegle.
Jeg tænker tit smilende på, at du på et tidspunkt sagde, at du og Thor havde siddet til en fest og kigget på holdkammeraterne og filosoferet over, at det alligevel var vildt, at I to måske var nogle af de mindst underlige i flokken.
Jeg synes, I er en vidunderlig flok skøre smukke begavede talentfulde snegle. Og egentlig er vi jo alle underlige, mærkelige og bange for ikke at høre til og falde udenfor. Derfor er det så vigtigt at søge og finde ud af, at man ikke er alene.

Som jeg har sagt mange gange, er det så flot, at du har afsluttet. Det er vigtigt at opleve, at man har energi og mod på at gennemføre og afslutte. Og afslutte er faktisk en smuk og vigtig ting. Selvom du og holdkammeraterne nok i dag både er forfærdede, lettede, glade, stolte, bange og alt mulig andet… for nu skal I sige farvel og sætte et punktum.
Men efter et punktum, kan man begynde en ny sætning, en ny linje…
Og du har modet. Det tog mig mange mange år at nå dertil, hvor du er i dag og længe har været. På smukkeste vis lever du efter det, som i dag er blevet mit motto:

”Hvis jeg ikke var bange, hvad ville jeg så gøre…? ”

Kære Elizabeth og I andre, der har afsluttet. Mange gange tillykke.
Rejs ud og nedlæg verdenen, få erfaring, bliv ældre, elsk dig selv og andre og bliv ved med at være tro mod dig selv og forfølg dine drømme. Selvom nogle af drømmene måske ikke bliver til noget, så har livet en masse fantastisk at byde på – og nogle gange får vi jo noget, som vi slet ikke vidste, at vi drømte om.
Lykken ligger nemlig også i at gøre sin virkelighed til en drøm.

13308738_10154261930704802_8606423450891121720_o 13308554_10154261927519802_7104735818399415903_o 13308220_10154261922769802_5254768921767596421_o 13267991_10154261926894802_2392974574474697497_o 13255918_10154261926939802_9192402620415270054_n

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *