Tilgiv dig selv!

Hvornår har du sidst sagt undskyld til dig selv? Hvornår har du sidst ydet omsorg og forståelse overfor dig selv? (for du er jo ret god til at gøre det over for alle andre… ikk?)

Af Lizl Rand

Jeg fik ikke tabt de fem kilo, som jeg gerne ville inden sommerens strandture. Til gengæld blev jeg god til at holde vejret, når kæresten kiggede eller til lige at smide et smart tørklæde om dellen, når jeg skulle hente is.

Desværre brugte jeg meget energi på at være irriteret over, at jeg ikke fik trænet maven, som jeg nu havde lovet mig selv. Så når jeg kiggede ned af mig selv – var det ikke med kærlighed i blikket.

Kan du genkende det? Det tror jeg. Måske du også kan nikke med omkring det der nye fitnesskort, som bliver brugt alt for lidt… eller de nye løbesko, der stadig ser alt for nye ud.

Men i stedet for at sige ’pyt’ og grine kærligt af mig selv – så har jeg (og sikkert også en masse andre kvinder) en tendens til at piske mig selv med SKYLD over alt det, som jeg jo BURDE gøre. Ligesom jeg stiller helt urimelige krav til, hvad jeg skal nå og overkomme på én og samme tid:

Være en god mor, løbetræne, gøre karriere, spise sundt, tage på kurser, være en super veninde, en pirrende elskerinde, pleje udseendet, få skønhedssøvn, drikke rigeligt med vand, passe hjemmet, haven, hunden…

Måske det var på tide at sige undskyld? At give sig selv en ordentlig undskyldning, fordi man har krævet det umulige i så lang tid. For disse krav ville vi jo aldrig stille til en, som vi virkelig elsker? Ingen ville jo forlange dette af sine børn, veninder eller mand.

Derfor er jeg begyndt at tilgive mig selv! Jeg tilgiver mig selv, at jeg ikke fik gjort alt det, jeg ville. Jeg siger ’pyt’ og giver mig selv et kram i tankerne. Og jeg er blevet bedre til at sige fra og tilgive mig selv, at jeg f.eks. ikke kan overkomme at være nattens dronning, hvis jeg også skal være morgendagens heltinde. Derfor er jeg altid en af de første, der går fra en fest. Ikke fordi det er et mål i sig selv – men fordi jeg må tænke på mig selv og mine behov.

Jeg har tidligere siddet halve og hele nætter og lidt, fordi jeg ikke følte, at jeg kunne tillade mig at gå fra festen før alle andre. I dag lytter jeg til mig selv. Og jeg er nærværende og deltagende mens jeg er der. Har folk så et problem med, at jeg som en anden Askepot forlader festen lige før midnat  – ja så er det deres ansvar. ikke mit.

Jeg har også lært at se tv selvom det støver. Jeg evner i dag at slappe af selvom vasketøjet hænger til tørre på 3. døgn og jeg kan godt fordybe mig i en film og synes livet er skønt selvom der står opvask i køkkenet.

Når jeg har gæster, er jeg ikke flov over at have bagt kage af færdig-mix eller at have hentet færdigretter.

Jeg beklager og undskylder. Jeg kan ikke være perfekt og nå alt. Derfor må jeg være tilfreds med hvad jeg når… jeg kan kun afsløre, at jeg vitterlig gør mit bedste. Og mere kan man jo egentlig ikke forlange.

I dette nummer af Q kigger vi på mande- og kvinderoller og på, hvorfor kvinder kræver det umulige af sig selv.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *