Wrooomm… Fri bag et rat!

Toyota, Seat, Opel, Saab, Skoda… Nøglen til min frihed har mange navne…  Hvad hedder din – og har du krævet dit rat?

Det er derude på vejen med hænderne på rattet, foden på pedalen og blikket rette frem, at jeg føler, jeg har mulighed for at køre lige derhen, hvor jeg vil.

Jeg er fri, uafhængig. Skal ikke løbe efter en bus, vente på et tog, ærgre mig over vejret på cykel eller slæbe mig frem. I bilen er der tørvejr, musik på anlægget, plads til håndtasken, indkøbene, hunde, børn, skiftesko, paraply, parasol, solbriller, vattæppe og en mand!

 

Alt det man behøver – som bare er der – med én i bilen. Og med MIG bag rattet, er det MIG, der har kontrollen over MIT liv.

Kræv dit rat
Derfor kan jeg kun opfordre alle kvinder til at kræve deres rat – for det er ikke helt uden betydning hvem, der sidder på førersædet. Og det er både ment symbolsk og praktisk. Kabinen i en bil er nemlig et af de steder, hvor ældgamle kønsrollemønstre stadig florerer.

 

Far kører bil, og mor servicerer de andre passagerer. Ifølge drømmetydning har det faktisk betydning, hvem der sidder ved rattet – om du er passager i stedet for fører – afslører nemlig, at du lader andre styre dit liv. Førersædet er nemlig drømmerens naturlige plads i den indre bil.

Men selv om kvinder drømmer om at føre bilen – så gør de det som nævnt ikke ofte. Ifølge forsikringsselskaberne foregår 80 procent af samtlige kilometre, der bliver kørt herhjemme, med mændene bag rattet.

Frihed og frigjort

Lige siden vi kørte rundt i hestevogn, har det været manden, der hev i tøjlerne… Sådan er det stadig i de dele af verden, hvor menneskerettigheder og kvindefrigørelse ikke er noget, man taler højt om. Kvinder i for eksempel Saudi-Arabien må ikke føre bil og har simpelthen ikke mulighed for at tage kørekort i landet.

Anderledes frigjorte var vi dog allerede i 1912 herhjemme, da den første kvinde, Minna, tog kørekort. Hun var dog gift med en kørelærer, Valdemar, der fandt det praktisk, at hun kunne hjælpe til.

Mine nutidige heltinder hedder Thelma & Louise, der i filmen af samme navn gav den gas. Selvom deres køretur kan tolkes som tragisk, så følte de friheden bag rattet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *