Interview på Oestrogen.dk

Forfatteren, der kom fri af angsten

”Du kan alt,” løj hun over for sig selv, mens hun ræsede derudad med angsten som en tung dyne over sig. Hun kunne også alt, og hun fik alt. Også angst. Nu er hun fri af den – og stærkere end nogensinde.

tirsdag 4.9.2012 12:09- Af Lonnie Kjer, foto: PR

”Dig? Angst? Det havde jeg aldrig gættet,” lyder de overraskede udbrud, når Lizl Rand lukker op for dén følgesvend, hun lagde arm med i ti år. Angsten. For ingen kunne forstå, at det kunne ramme netop hende. Det hele kørte jo på skinner for hende. Udadtil, i hvert fald. I bogen ’Kom stærk ud af din angst’ lægger hun ikke fingre imellem, når hun fortæller om, at det ikke kørte for hende. Det skred nærmere. Og sådan er det at leve med angsten. Den skæbne deler masser af danskere, og det er en af grundene til, at Lizl Rand overhovedet har skrevet bogen. ”Jeg har skrevet bogen for at komme et tabu til livs og for at hjælpe alle dem, der tror, de er ved at dø eller blive skøre. Det er de ikke, og de er ikke alene” fortæller Lizl Rand til Oestrogen.

Fri os for facaden!

Og alene er man langt fra. Hver femte dansker rammes af angst på et tidspunkt i livet, og kvinder rammes langt oftere end mænd. Derfor deler Lizl Rand også rundhåndet ud af sine oplevelser i ’Kom Stærk ud af din angst.’ ”Jeg tror, jeg hviler så meget i mig selv og er så afklaret omkring, hvem jeg er, at jeg i dag ikke frygter, om jeg lever op til et eller andet billede eller illusion. Jeg er mig, og det godt nok, men det har taget tid at nå dertil,” siger Lizl, der gerne være med til at punktere billedet af den perfekte kvinde. ”Tiden er til autenticitet. Al den perfekthed og det facaderytteri, som mange kvinder lider under, er ikke godt for nogen, og det er heldigvis noget, flere og flere får øjnene op for.”
Styrken i svagheden

Men det er – stadigvæk – tabu at flashe sin angst. Derfor skal den vises med omtanke, mener Lizl Rand, der først nu, hvor hun er helt fri af sin angst, kan dele den med os andre. ”Jeg har lært at elske mig selv og rumme mig selv, og jeg behøver ikke længere gøre mig fortjent til at blive elsket. Men mine år med angst er også en del af mig – og har været med til at gøre mig til den, jeg er i dag. Så med til billedet af den succesfulde karrierekvinde hører også historien om hende, der var angst.” Også selvom man ikke kunne se det udenpå.

Bogen er udkommet på forlaget Rosinante&Co

Køb bogen

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *