Jeg gjorde alt det rigtige… og fik angst!

Igennem hele min opvækst og siden ude i samfundet har jeg lært, at livet handler om at klare sig godt. At det gælder om at sidde med rank ryg på første række og hive de høje karakterer ned og vælge det bedste i alle kategorier.

”Du kan, hvad du vil”, ”Der er frit valg på alle hylder”, ”Kun du sætter begrænsningerne”. Sådan rungede autoriteterne, og jeg åd klicheerne i mig, som var det slik.

For – ja tak – jeg ville gerne ha’, alt det, jeg troede, jeg ville. På én gang. Grådig på livet susede jeg af sted og hev det meste ned fra hylderne: uddannelse, ægteskab, baby, karriere, hus, fritid, venner, familie, motion, rejser, selvudvikling, kæledyr…

Jeg fulgte livets brugsanvisning og gjorde alt det rigtige: Smilede og sled. Var taknemmelig og travl. I min idylliske verden var der ingen begrænsende problemer – kun lutter løsbare udfordringer. Intet kunne rokke mig i min tro på, at jeg var en vinder, en sand slider, der havde evnerne til at få det rigtige lykkelige liv.

Derfor var jeg også ganske uvidende om, at jeg faktisk løj for mig selv, når jeg selvtilfreds rettede på de spirituelle selvhjælpsbøger i reolen og messede mantraet: Du kan alt!

Jeg fik alt! Og lidt til og meget mere. Jeg fik angst. I min iver efter at gøre alt det rigtige, fik jeg angst. Jeg var pludselig i min egen optik en taber. En usikker, urolig og bange kvinde, for hvem det mest almindelige blev en kamp.

Jeg har aldrig rigtig talt om, at jeg har haft angst og været voldsomt påvirket af den. Så når folk hører om min bog ”Kom stærk ud af din angst”, er mange blevet meget overraskede: ”Dig og angst?” eller ”Det er altså ikke til at tro om dig!” eller ”Det havde jeg aldrig tænkt eller gættet på”.

Jeg ligner åbenbart ikke én med angst. Jeg har gennemført flere uddannelser, klaret en masse udfordrende jobs og sidder i dag som chefredaktør på tre magasiner – så kan det nu passe? Men man kan sagtens ligne en succes udenpå og være bange indeni.

Næste helt almindelige reaktion er, at folk i begyndelsen lægger afstand til selv at kende til at have oplevet angst. Men når vi så taler videre, og jeg nævner, at mange måske ikke er helt klar over, at de faktisk oplever angst eller har en fobi, når de gør noget andet, end det de egentlig gerne vil, så nikker folk genkendende.

Nogle undgår for eksempel at flyve og rejser derfor aldrig sydpå, men siger, at det er fordi de hellere vil holde ferie i sommerhus og så tage bilen derhen. Her handler det måske i stedet om, at de har en fobi.

Andre melder fra til middage, fester og koncerter, men siger, at det er fordi de ikke gider eller har lyst. I virkeligheden vil de gerne, men oplever måske social angst eller har agorafobi og er angste for at være på steder med mange mennesker.

Ligesom nogle siger nej til forfremmelse eller at tage på kurser og begrunder det med hensynet til børnene og familien. Men i virkeligheden handler det om, at de har angst, at de rødmer, er bange for at stamme, ryste på hænderne, sige noget dumt.

Jeg kender også til singler, der siger, at de ikke gider ha’ en kæreste. Men i virkeligheden handler det om, at de er angste for at gå på dates og blive negativt vurderet.

I omkring ti år lagde jeg arm med angsten. En hæslig lidelse, som jeg forsøgte at skjule og dulme. Alle, der kender til uro og angst, ved, at det er en ulige kamp. Men kun så længe, du ser det som en kamp mod angsten. Du skal nemlig ikke bekæmpe angsten, du skal i stedet blive ven med den og lære at leve med den. Gør du det, vil du opleve, at du ikke alene får nye indsigter og lærer at se livet i flere farver – du bliver også stærkere.

Din angst kan gøre dig stærk!

Det har jeg oplevet. Og derfor vil jeg dele min historie. Håber det kan hjælpe dig til at blive klog på din…

Teksten du lige har læst er forordet fra bogen “Kom stærk ud af din angst”.

Bogen kan lånes på alle biblioteker og købes i boghandlerne eller på mange forskellige bogsites som f.eks. her:

http://www.adlibris.com/dk/product.aspx?isbn=8763823578&gclid=CNSv_svKjbMCFUW_zAodWiEAoA

1 Kommentar

  • Kære Lizl. Tak for i går og ja, jeg trallede også da jeg kørte hjem – det var nemlig en super inspirerende dag. Men hov jeg fortæller da også mine børn, at de skal gøre sig umage, at Verden er deres og alle de andre ting, du er blevet fyldt med. For isoleret set (tænker jeg) er det jo gode og glade budskaber. Tænk hvis vi sagde det modsatte. Det er en lang og meget, meget spændende snak som er for lang at komme ind på her – men jeg ville bare lige kommentere det. Jeg glæder mig til at læse din bog. Og så vil jeg sige tak fordi I (på Q) tog så flot imod mit hjertebarn – Poo-Pourri. Det er en barsk verden at lancere nye produkter i (når marketing budgettet er lavt!) så nu har jeg taget konsekvensen og hyret Dahl PR. Men I var der fra starten og det var værdifuldt for mig. Tak for det. Håber vi ses igen – i WIB – eller udenfor.
    Du brænder så smukt igennem. Hurra for din rejse – nu vil du sikkert ikke engang være den foruden, selvom prisen er høj. Mange knus og ønsker om en Smuk Jul til dig og dine.
    Tine Back – Poo-Pourri.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *