Omgivelsernes misforståelse af en stress-sygemeldt

Vi ser ikke alt og ved endnu mindre. Derfor skal vi ikke dømme andre. I mit arbejde med mænd og kvinder, der bokser med stress, angst, depression, og hvor flere er helt eller delvist sygemeldt, hører jeg mange historier om hvordan, de føler sig misforstået. Omgivelserne forstår ikke, hvad det vil sige at være syg. På Facebook delte en ven denne beskrivelse, som jeg synes er så beskrivende for hvad jeg møder som psykoterapeut, at jeg deler den her:
 
En kvinde ser sin stresssygemeldte kollega komme susende forbi i bil. “Sig mig lige… hvad drøner hun rundt efter? Pjækker hun bare? Hun burde da være hjemme, når hun er sygemeldt med stress.”
 
En bekendt ser selvsamme sygemeldte kvinde i Fakta i gang med at handle ind. “Helt ærligt, ja ja stress og min bare r.., hun går da bare og hygger sig.”
 
Manden derhjemme kommer hjem fra arbejde: ” Nå, er det endnu en dag, hvor JEG skal rydde op efter DIN morgenmad på bordet. Du kunne da godt lige have ryddet op efter dig selv og hentet børnene. Nu skal jeg hen i børnehaven igen så sent og jeg har faktisk passet mit arbejde, imens du har slappet af herhjemme.”
 
Pædagogen i børnehaven: “Seriøst? Nu sender hun sgu manden efter børnene igen ved lukketid. Istedet for selv at komme og hente dem til middag og være nærværende sammen med dem. At hun vil være det bekendt.”
 
MEN hvad de ikke ser og ved, er at den stressygemeldte kvinde har brugt tre timer på at komme op af sengen og i bad den morgen. At hendes tanker ikke giver mening eller sammenhæng, men flyver flyvsk rundt og forvirrer hende.
 
De ved ikke hun vinker og hilser med et stort smil i bilen, for at dække over hvor skidt hun har det.
 
Ingen ser, hun sidder i bilen i ti minutter og samler mod, inden hun går ind i Fakta for at forsøge at handle.
 
Ingen ser hvor forvirret hun er inde i butikken, og hvordan hylderne nærmest føles, som om de skråner ind over hende. Hvordan bogstaverne på indkøbssedlen flyder ud, så hun må gå igen efter blot 4 minutter uden varer.
 
Ingen ser hun går hjem og græder. Føler sig fortabt, som et kæmpe udueligt menneske, som ikke engang kan gøre selv de mest basale gøremål i livet længere. Hun kæmper med flovhed over, ikke engang at kunne magte og overskue sine egne børn, men vælger at lægge sig på sofaen resten af dagen indtil manden kommer hjem, så hun i det mindste kan give dem omsorg og opmærksomhed, når de kommer hjem kl. 17.00.
 
Halvanden måned senere er kvinden – efter masser af ro – klar til at gå på café med en veninde, handle lidt, holde sommerferie med sin familie i udlandet m.m.
 
Men igen… hvad folk ikke ser, er at kvinden kun har været på café dén pågældende dag og intet andet.
 
At hun må bede sin mand om at pakke alt det praktiske til sommerferien og at hun lukker øjnene i flyveren hele vejen for at samle sig, til at kunne begå sig i den forvirrende lufthavn, når de lander.
 
At hun imens resten af familien og vennerne ser på butikker, ligger på hotelværelset og samler kræfter, så hun i hvert fald i det mindste kan være med til at komme med ud at spise til aften på en restaurant, efter et besøg på et spændende marked.
 
Mange ved ikke, hvad det vil sige at være syg med stress, angst, depression. Men det kan også være svært at sætte sig ind i med mindre man selv har prøvet det eller spørger den syge om hvordan det går, når vi andre ikke ser med.
 
Vis respekt og ha’ forståelse for, at du ikke kender historien bagved eller ved hvad der foregår bag den lukkede dør.
❤

7 Comments

  • Præcis som at beskrive mine følelser! Jeg har adskillige kroniske sygdomme (Ikke synlige) og er gået ned m stress, pga omgivelsernes manglende viden/forståelse.

  • Det er bare spot on og præcist sådan det er at have stress, depression, angst eller andre usynlige lidelser. For hver aktivitet går der dobbelt så lang tid forud med forberedelserne, og tre gange så lang tid med at samle kræfter til at rejse sig fra sofaen. Alt det man så gerne ville kunne, og ikke kræfter nok til at gennemføre en tiendedel af det på det niveau man kunne før.

    • Tak for din kommentar. Og du har så ret. Der er under sygdom og overbelastning nærmest ingen kræfter og selv helt almindelig ting, kan synes som et kæmpe projekt og være uoverkommelig. Heldigvis varer det ikke ved og kræfter vil langsomt komme tilbage, når man har fået restitueret. <3

  • Så utroligt præcist! Tak for at tage dette ofte tabuiserede emne op!
    Jeg er sygemeldt med bl.a. stress på tredje år, og jeg har ærlig talt ikke haft det store overskud til at stå op overfor mig selv og fortælle omgivelserne om, hvorfor jeg stadig ikke arbejder, fordi det er så utroligt sårbart, og jeg orker ikke altid folks reaktion på det! For reaktionen er sjældent: “Aj, det er jeg virkelig ked af at høre. Det må være hårdt. Sejt at du overhovedet kom ud af sengen.” Nej, reaktionen er snarere, at der bliver pinlig tavshed eller et behov hos modparten for at fixe mig ved fx at sige: “Hvor vil du gerne i praktik? Jamen, du er jo så dygtig til… Jeg tror, det ville være så godt for dig at komme ud på denne her arbejdsplads. Og forresten havde min søster også stress, og hun…” Og indeni kan det faktisk føles voldsomt grænseoverskridende at være et voksent menneske, som bliver fortalt, hvordan jeg skal håndtere min stress af nogen, som ikke engang giver sig tid til at forholde sig til min historie. Min nabo har sågar et par gange foran andre mennesker spurgt: “Skal du aldrig have et arbejde?” Jeg ville ønske, at jeg havde haft overskuddet til at sige: “Ved du hvad, det gør mig så ked af det, at du kan finde på at sige sådan noget…” Men jeg blev så chokeret, at jeg fandt på en søforklaring og godt ved, at jeg ofte bliver anset for hende den lidt mærkelige. Jeg er ikke mærkelig, fordi jeg er stresset! Jeg har stadig min forstand og mine menneskelige egenskaber og kompetencer. Men jeg er så udkørt, at jeg ikke har energien til at bruge dem på en arbejdsplads.

    • Kære Hanne,
      Tak for din kommentar og for at dele dine oplevelser. Det du fortæller, hører jeg nærmest hver dag fra klienter, der oplever det samme som dig.
      Det kan måske hjælpe at tænker på følgende:
      1. Folk mener det godt… de ved bare ikke hvad de skal sige og siger så en masse, der ikke er særlig hensigtsmæssigt. Derfor forsøger jeg at lære mine kursister og klienter at opdrage på deres pårørende, så de giver dem den støtte, som de har brug for. Men som du selv skriver, kræver det jo også energi 😉
      2. Leg at du som en politiker skal have et par sætninger klar, som du altid kan fyre af, når nogen spørger om hvordan du har det. Så du kan passe på dig selv og ikke føler, at du skal ud i lange forklaringer og forsvar.
      <3

  • Det er fuldstændig spot om.
    Selv går jeg og kæmper med Aspergers.
    Det værste jeg hører er “Vi har jo alle sammen noget”, eller når jeg forsøger at forklarer hvordan jeg opfatter ting! Straks kommer den “det gør vi jo alle”.
    Det er en gang forbandet pis (undskyld udtrykket)

    Det viser at folk endten mangler empati, eller viden om den psykiske del!

    Derfor er jeg utroligt glad for at læse det du skriver her!

    Tak for det ❤

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *