Hårdt at gøre det rigtige

Der er nu gået lidt over et halvt år siden, at jeg kørte Ronja tilbage til sin opdrætter på Fyn. Og hvordan går det så?

Jeg nåede at have Ronja i halvandet år og i den periode vendte mit liv sig på hovedet. Fra at have boet i et stort hus med have og være del af en familie, bor jeg nu alene i en lille lejlighed og selv med mange pasningsmuligheder kunne jeg ikke få det til at fungere. Jeg måtte erkende, at jeg både praktisk og tidsmæssigt ikke tilbød Ronja de bedst mulige forhold.

Ronja er derfor ikke længere min hund. I dag trives den frække krøltop med masser af hunde- og menneskevenner hos Anne og Shaun. Aldrig alene og med tid, kærlighed og forståelse for de behov, en kreativ spansk vandhund har.

Jeg savner stadig hver dag. Var meget ked af det de første dage, uger, måneder. Selvom jeg hverken tvivler eller fortryder, at jeg i kærlighed måtte give Ronja noget bedre end mig – kan jeg stadig ikke se på fotos eller minder. Jeg er ved at vænne mig til en ny tilværelse med mere tid, frihed til spontanitet, privat- og byliv. Og jeg tillader mig selv at udfylde min nye hundeløse tilværelse mens jeg kigger på et maleri – en fortolkning af Ronja-dyret, som Elizabeths lillesøster, Feline, har malet. Kærlighed er at være ansvarlig. Og at tage kontrol over det, som man kan kontrollere… også selvom det ikke føles godt at gøre det rigtige.