En normal familie?

”Det slår mig, at rigtig mange kvinder, uanset om de selv har børn eller mand, føler sig presset til at indgå i en relation med deres mor eller far, som de ikke bryder sig om. Som om forældrene ikke respekterer, at de er fyldt 30 og ikke længere er 3 eller 13 år gamle.”Af Lizl Rand”Jeg kan bare ikke klare, at min mor kun er glad, hvis jeg opfører mig på en bestemt måde. Det er ikke til at holde ud, at det hele afhænger af mig og at jeg skal indtage en bestemt rolle,” fortæller en bekendt, da jeg til et middagsselskab, kort før jul, spørger til hvordan julen skal fejres… om hvor, med hvem etc.”Og jeg har slet ikke kontakt til min far. Han vil bestemme alt og alt handler om ham. Og så kritiserer han hele tiden min mand. ,” siger en anden.Og sådan fortsætter snakken… også senere ved andre lejligheder. For jeg bliver nysgerrig efter at høre hvordan kvinder egentlig har det med deres egne forældre/familie. Og julen og graden af glæde for denne er jo en ganske god indikator.Det slår mig, at rigtig mange, uanset om de selv har børn eller mand, føler sig presset til at indgå i en relation med deres mor eller far, som de ikke bryder sig om. Som om forældrene ikke respekterer, at de er fyldt 30 og ikke længere er 3 eller 13 år gamle. Andre har ikke kontakt til deres far eller mor eller begge, fordi forholdet er for umuligt og besværligt. Og fordi kvinderne kun kan leve deres eget liv og føle sig frie, hvis de ikke har kontakt.Og det bringer os så tilbage til barndommen. For det er jo den, der har resulteret i, at disse kvinder som voksne føler det sådan. De er vokset op i hvad de selv vil kalde en ’normal’ familie. De har fået mad, tøj på kroppen, tag over hovedet, legetøj og masser af kærlighed. De har derfor ikke været udsat for fysisk overlast af nogen art – men de er alligevel vokset op i en dysfunktionel familie og har været ofre for følelsesmæssig incest.Ved følelsesmæssig incest bruger den voksne barnets følelsesmæssigt som en voksen. Til ros, trøst, støtte, opmuntring og bekræftelse. Uden at give barnet det samme tilbage. Barnet udvikler en følelse af at være nødvendig – ikke fordi det er elsket – men fordi det udfylder et tomrum hos den voksne.Et sådan barn var Mette Glargaard, som vi bringer interview med i dette nummer af Q.”Fordi min far muligvis var narcissist, blev jeg manipuleret til at synes, at det vigtigste var at være loyal. Og det har været en lang proces at kommer derhen, hvor jeg kan mærke hvordan jeg egentlig selv har det,” fortæller Mette, der håber, at det vil hjælpe andre, at hun står frem med sin historie.En modig beslutning, der forhåbentlig får andre til også at turde fortælle om hvordan det egentlig var/er derhjemme. Åbenhed og at dele erfaringer med andre hjælper. Og hvis man giver slip på smertelig oplevelser og blokeringer, så er det heldigvis aldrig for sent at få en god barndom. Eller rettere få sin barndom bearbejdet og arkiveret, så den ikke fylder og forstyrrer uhensigtsmæssigt.