Hvem er Martin?
”Måbende må jeg knibe mig i armen og lige kigge på sidemanden for at være sikker på, at det virkelig er virkeligt – det som sker på scenen på Bellevue Teatret, når Brygmanns vulgære personager går planken ud…”ANMELDELSE: ¤ ¤ ¤ ¤ (fire stjerner)Af Lizl RandHvem er Martin? Hvem gemmer sig inde bag de mange skøre masker og udtryk, som den sympatiske og talentfulde sangskriver og spasmager hele tiden tyr til?
Selvom Martin Brygmann i dag er 48 år – så ved han det stadig ikke. Og i sit nye show ”De fleste ulykker sker med lemmet” forsøger han at komme et svar nærmere. Hvem er Martin?
Denne jagt på den sande Martin begynder med en forældresamtale tilbage til den gang, hvor Martin gik i 6.klasse på Bernadotteskolen og ikke kunne sidde stille og koncentrere sig om det faglige.
Og hurra fordi han med egne ord havde ild i rumpetten. For hvis han var blevet tvunget tilbage i stolen og frem i skolen – så havde vi ikke kunnet more os over den flok af sælsomme og besynderlige eksistenser, der på frækkeste beskub har tiltvunget sig ophold i Brygmanns krop.
Særlig figuren Todd får alle i salen til at grine højt og længe. Og de gange jeg undervejs i showet ikke griner, sidder jeg måbende og må knibe mig i armen og lige kigge på sidemanden for at være sikker på, at det virkelig er virkeligt – det som sker på scenen på Bellevue Teatret, når Brygmanns vulgære personager går planken ud og ikke overlader noget til fantasien. I hverken kropssprog eller ord. Og alt sammen tilsat sang, dans og som han selv siger stærkt rytmisk populærmusik i tidens toner.
Hvis jeg inden showet var i tvivl om hvem Brygmann er – så er jeg det blot endnu mere bagefter. For selvom vi har fået et kort kig ind i hans krøllende hjerne – så føles det som om han stadig holder tilbage og heller ikke helt selv ved, hvad han egentlig vil fortælle os på tilskuerrækkerne.
Showet er isoleret set desværre ikke lige så genialt som hans musik og hans charme. Men selvom vi ikke helt ved hvem Martin er – så er vil vilde med ham. Og ingen kan betvivle hans kæmpe talent som både komponist og komiker.
Billetter til showet kan købes via www.billetnet.dk og www.bellevueteatret.dk