Meningen med mig er at flytte mennesker. Mentalt og nu også fysisk…

Jeg har en nyhed i mit liv, som jeg gerne vil dele. Måske du kan blive inspireret. Det handler om ikke at være under afvikling men under udvikling. At finde nye indtjeningsmuligheder som senior. At dosere sig selv på den rette måde og finde en form for balance i hvad, der giver og tager energi.

Jeg er stadig privatpraktiserende psykoterapeut og har klienter og holder kurser og foredrag. Men i en meget mindre grad end før. Det er ikke længere min primære indtjening.

Siden i sommer har jeg nemlig brugt meget tid på at lære at køre tog. Ja, du læste rigtigt: TOG… eller mere præcist Litra SA og SE – som S-togssættene hedder. Jeg har gået i skole hos DSB og for at få lov til det, var jeg gennem et længere rekrutteringsforløb med samtaler og psykologtests.

Uddannelsen var benhård. Jeg havde dage og uger med kørelærer, hvor jeg skulle op kl. 03.30 om natten og andre gange, hvor jeg fik fri kl. 02.00. Min søvnrytme blev slået helt omkuld. Dertil skulle jeg tilegne mig viden om noget, som jeg ikke umiddelbart har interesseret mig for, og som ligger langt væk fra mine andre uddannelser som journalist, psykoterapeut, begravelsesrådgiver: Teknik. Et tog kan ikke tolkes, forhandles eller føles.

Når jeg til eksamen bliver spurgt til CBTC-nødbremseårsager, hvilken CCU der er master, komponentplacering, hvordan jeg op- og nedrigger toget… så kan jeg ikke svare: ”hvad får dig til at stille det spørgsmål?” eller ”hvad sker der i dig, når vi taler om det?” eller blive i dialogen tavst, empatisk og nærværende.

Toget er konkret. Det er sikkerhed og sikkerhedsprocedurerne også. Og selvom jeg har grædt af udmattelse og frustration undervejs og følt, at jeg var med i TV2’s Korpset, når jeg i min mørkeblå uniform og med tung rygsæk stod på perronen og havde styr på alle min stumper… og der er mange for at være det, der hedder ”sikker og klar” – så kom jeg igennem. Jeg bestod alle eksamener. Jeg har lært et helt nyt sprog og crazy mange forkortelser og tilmed det fonetiske alfabet til sikkerhedsmeldinger.

Den 2. december 2024 fik jeg attest. Jeg var til køreprøve fra 08-15, der først bestod af en skriftlig infrastruktur-test hos Banedanmark – bagefter var jeg ude og køre med censor og kørelærer fra KBH til Høje Taastrup (hvor jeg afkoblede et togsæt og vendte på parkeringsspor) og til Farum (kørte SM fra Svanemøllen) og retur til KBH. Herefter tog vi til Dybbølsbro, hvor jeg gennemgik en stamme og fortalte om alt på en SA’er udenfor og indeni.

Da censor sagde til min kørelærer: ”Nu kan du godt ønske din elev tillykke” brød jeg grædende sammen. Af lettelse. Jeg har siden august ikke lavet andet end at arbejde. Og før det har jeg forsøgt at finde en plan for hvordan, jeg kunne sikre stabil indtjening som selvstændig, når mine kunders opgaver er svingende og jeg modvilligt svingede med og ned.

Jeg har kun set den nærmeste familie og min kæreste… ellers har jeg arbejdet. Det har været hårdt. Og jeg gjorde det ikke igen… men det behøver jeg jo heller ikke. For nu er jeg i gang med at oparbejde rutine i at køre selv og det hele lysner. Selv her i mørket mærker jeg solen i maven. Alene ude i førerrummet synger jeg Gasolins ”Get on the train”. Jeg er mig selv. Jeg har ro. Jeg risikerer ikke længere at blive socialt overstimuleret eller omsorgstræt – som man kan opleve, når man i mange timer dagligt arbejder tæt med mennesker som terapeut. Nu har jeg en genial balance mellem at tilgodese min introverte og ekstroverte personlighed og hvad, der giver mig energi. Og jeg tror faktisk, at jeg nu er en endnu bedre terapeut. Hele dette togeventyr har jo også gjort noget for min udvikling: identitet, uniform, personligt udtryk, alder, nybegynder som gammel, faste rammer, lille indflydelse på arbejdstid etc.

Jeg har nu vagter, som sikrer, at jeg kan sove godt og regelmæssigt. Det gør en kæmpeforskel. Som faglært får jeg nu andet end elevløn og jeg er nu blevet så vild med tog, at jeg derhjemme har flere, både jule- og BRIO-tog stående. Dertil har jeg det fedeste kontor med den vildeste udsigt. Det er meditativt at kigge ud på skinnerne og nyde landskaber og se byer, dyr, mennesker. Og en fest at vinke til glade børn, at blive takket for turen af smilende voksne og at vinke til de mange supersøde kollegaer, jeg har fået hos DSB. Jeg har på mit uddannelseshold mødt nogle fantastiske mennesker, der har lige så spøjs en baggrund som jeg.

DSB har virkelig gang i en spændende transformation, hvor medarbejdergruppen skal afspejle samfundet. Og hurra for det… det betyder bl.a., at en kvinde på 56 år kan få lov til at lære at køre tog.

PS: Meningen med mig er at flytte mennesker. Mentalt og nu også fysisk