Mennesker bag asyl-plakaterne

Er vi ikke temmelig rige her i Danmark? Er vi ikke ret heldige? Har vi det ikke temmelig godt? Mon ikke vi har overskud - menneskeligt og økonomisk til at hjælpe nogen, der kommer fra krig og traumatiske oplevelser? Er det ikke almindelig medmenneskelig adfærd at hjælpe andre?Jeg kan mærke, at jeg bliver både ked af det og provokeret over de seneste plakater fra Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne. Jeg er helt med på, at vi ikke kan hjælpe ofre for hele verdens krige og katastrofer – men jeg savner en medmenneskelig måde at diskutere, hvordan vi kan hjælpe de mennesker, der må flygte fra deres land, by, samfund, bolig og liv. Nogle rejser endda med de største tab – familiemedlemmer, der ikke nåede at flygte med. Plakaterne udviser i min optik hverken respekt eller medmenneskelighed... og jeg forstår ikke hvem, de henvender sig til? Til asylsøgere på flugt?Jeg er selv fra en flygtningefamilie. Min mormor og morfar flygtede fra Letland i 1944. Russerne og tyskerne kæmpede som bekendt og kampene rykkede tættere og tættere på mine bedsteforældres hus. De havde efterhånden vænnet sig til uroen og flygtede flere gange ud i skoven, når bomberne faldt for tæt på. De havde altid en flugtkufftert klar. En stor håndtaske med tøj, tæpper, kiks, sukker, dokumenter og andre livsnødvendigheder.En nat flygter de atter ud i skoven. De er blevet varslet om bombardementer – og denne gang bliver deres hus og hele området ramt. Med ét har de ikke længere et hjem.I 1946 bliver min mor født i en flygtningelejr i Danmark. I de første syv år af hendes liv når hun at bo i syv forskellige lejre herhjemme. Hun og de øvrige flygtninge må ikke lære dansk – det er nemlig meningen, at de skal tilbage til Letland eller udvandre til Canada, Australien eller USA, som mange andre lettere gør. Men pga. af stor aldersforskel mellem min morfar og mormor får de ikke lov til at søge lykken i USA, Canada eller Australien. De må blive i Danmark.Min mor får en friplads på en privatskole i København – forudsat at hun karaktermæssigt ligger blandt de bedste i klassen. Hun knokler på og klarer ti års skolegang og at tage sig af sine forældre, der aldrig når at lære rigtig dansk. De første otte år i Danmark fik de ikke lov - samtidig er særlig min mormor meget påvirket af, hvad hun har været igennem. Psykolog, traumebehandling, psykisk førstehjælp og anden mental støtte var jo slet ikke noget, nogen tænkte på.Min morfar, der i Letland var postmester og dermed havde en fin titel og status i lokalsamfundet, havde meget svært ved at forholde sig til at være flygtning og få fattighjælp. Han følte sig som en tigger. En følelse der ikke blev mindre, når han sendte sin datter – min mor – afsted i skole i tøj og sko, der ikke altid passede, fordi det var hvad de kunne finde hos Røde Kors.Som 17-årig bliver min mor dansk statsborger. Hun gifter sig siden med en mand med dybe jyske danske rødder og får to børn – min lillebror og jeg. Hun har aldrig været arbejdsløs og har sammen med min far tilmed betalt for privatskole til min bror og jeg. Vi er to efterkommere af asylansøgere og har ikke belaset landet med andet end SU, så vi kunne få nogle uddannelser, der kunne give os nogle jobs, så vi kunne betale en masse tilbage til samfundet via skatten og vores gerninger. Jeg føler at hele debatten om flygtninge og indvandrere bliver blandet sammen. Der er forskel på planlagt og frivilligt at ønske at slå sig ned i Danmark og så på desperat at være på flugt og ende her. I et fantastisk land. Jeg føler mig tilsmilt over at bo her og have de muligheder, som et så demokratisk og rigt land giver. Jeg tænker ofte på, hvordan mit bliv ville have set ud, hvis jeg var blevet født i Riga, Uganda, Spanien, Thailand, Island, USA, eller hvor jeg ellers har været på ferie.Jeg håber, at vi i debatten, om hvordan vi kan hjælpe asylansøgere vil huske på, at det er mennesker i nød. Mennesker som dig og mig.