Min første ridetur
Det var sejt – men jeg overvandt (næsten) min angst for heste og blev et med naturen på hesteryg i skoven. Læs her om min første ridetur på Møn på en småfed hoppe...Jeg har altid været bange for heste og haft allergi for dem. Så det har været med blandede følelser, at jeg de sidste otte år har fulgt min nu 15-årige datter til ridning. For hun skulle jo ikke blive begrænset af sin mors frygt og astma. Men livet handler om at udfordre sig selv. Både fysisk og psykisk. At flytte grænser. Derfor besluttede jeg mig for, at jeg ville gøre min hemmelige drøm til virkelighed. Jeg har nemlig, siden jeg var lille, forestillet mig, hvordan jeg ville blive ét med naturen, når jeg red på en hest i skoven. Så jeg besluttede mig for, at jeg ikke ville kunne sige, at jeg havde levet mit liv – hvis ikke jeg også have prøvet at ride i skoven!Min datter, Elizabeth, blev både overrasket og glad, da jeg inviterede hende til Møns Klint, hvor vi i et af Danmarks smukkeste terræner skulle ride på islandske heste i et par timer. Ud over at udvikle mig selv – ville jeg også give min datter den oplevelse, at se sin mor på udebane. Nu kunne hun være eksperten, den kloge, der kunne hjælpe mig. Skægt at få rollerne byttet rundt.På Møn Islændercenter har de heldigvis erfaring med uerfarne ryttere. Jeg fik derfor tildelt en meget rolig og bredrygget hest, og jeg følte mig hurtigt tryg, da jeg kom op på 9-årige ”Tritla” (betyder lille bølge eller små trippende skridt).Ifølge ejeren af stedet, Susanna, er hoppen ”nem at styre og sidde på. Hun er altid lidt småfed, fordi hun elsker mad og gerne ser sit snit til lige at spise lidt af skoven på turen.” Lige en hest efter mit hoved.For at kunne ride og få en god tur ud af det, måtte jeg overgive mig til Tritla. Jeg måtte slappe af og lade hende mærke, at jeg havde tillid til hende. Dyr er jo lynhurtige til at opsnuse stress og uro – så jeg gav simpelthen op. Sad som en rank sæk kartofler og fulgte hendes bevægelser. Det var så fedt. Jeg turde hurtigt dreje hovedet og snakke … og følte mig bare så sej. Selv da vi kom tæt på stejle skråninger ned til havet, så forholdt jeg mig rolig. Næsten. Tænkte, at Tritla nok havde bedre tjek på terrænet end jeg.I løbet af de to timer, vi var af sted, fik jeg både prøvet skridt, trav og tølt. Min datter smilede meget og hun synes, at jeg gjorde det godt. Selv er jeg bare så stolt af mig selv. Jeg overvandt min frygt og havde en suveræn ridetur. Og ude i det fri fik jeg end ikke allergi. Jeg kan derfor afsløre, at det ikke er sidste gang, at jeg sætter mig i sadlen.At fornemme naturen på hesteryg kan ikke beskrives. Det skal opleves.MØN ISLÆNDERCENTERMulighed for ture i skoven ved Møns Klint, kikke ud over kanten og tage en frisk galop på de åbne græsoverdrev eller i skovens dyb. Rider både med erfarne og knap så erfarne ryttere. Justerer altid tempo og rute efter rytternes mod og ridekundskaber. Ved blandede hold er der oftest to guider med. Rider med mange temposkift og veksler imellem skridt, tølt og galop, alt efter terrænforholdene. Pris pr. person: 400 kr./1½ time. Længere ture kan bestilles og koster 550 kr./2 timer, 800 kr./3 timer og 1.100 kr./4 timerLæs mere på Møn Islændercenter