Pæn nok ? Skam over kroppen

Det var egentlig først i slutningen af 40érne, at jeg begyndte at hvile i min krop. Og i dag som 54-årig (foto taget 11.8.2022) er jeg taknemmelig over, at jeg dels er blevet så gammel og dels stadig har et godt helbred.

Jeg taler som psykoterapeut hver dag med mænd og kvinder, der ville ønske, at de kunne gå ubesværet på stranden og nyde nuet. Enten fordi fysisk eller psykisk sygdom forhindrer dem eller fordi de ikke føler, at de qua deres udseende kan vise sig på stranden.

Da jeg i sin tid var chefredaktør på bl.a. magasinet Q og Psykologi lavede vi en undersøgelse der viste, at hver anden kvinde har så store komplekser over sin krop, at hun ikke har lyst til at være afklædt på stranden og hurtigt slukker lyset i soveværelse eller dækker sig til overfor sin partner.  

Og dette kritiske syn på hvordan kvinder skal se ud – også når de ikke længere er unge – blussede igen op denne sommer, da Charlotte Bircow hetzes for bikini-billeder, hvor hun bl.a. reklamerer for sine solprodukter. Kritikken lyder på, at hun er for gammel, rynket etc. Når jeg ser på fotos af Charlotte Bircow, fremstår hun med en forbilledlig velskabt og trænet krop. Derfor tør jeg slet ikke tænke på hvordan kvinder (og mænd), der ikke er så genetisk tilsmilet eller har tilbragt mange mange timer med træning vil føle, når en krop som Charlottes udskammes.

Og ja, det er med vilje, at jeg bruger ordet skam. At man udskammes eller selv skammer sig over sin krop og sit udseende.

Jeg tror, at mange idealer og forestillinger om hvordan vi tror, at vi skal se se ud bl.a. formes i hvordan kvindekroppen udstilles i medierne. Som ambassadør for tjenesten girltalk.dk ved jeg, at mange piger og unge kvinder tror, de ser forkerte ud, hvis ikke de ligner modeller eller ser ud som udvalgte skuespillere. Og når privathospitaler reklamerer massivt for, at man kan få opereret bryster, mave, balder og intime dele etc. så man ser ”naturlig ud”, så er det sin sag ikke at føle sig forkert.

Som yngre var jeg journalist på B.T. og lavede en reportage, hvor jeg kontaktede fire forskellige kirurger og hørte om de ville fedtsuge mine lår. Vi på reaktionen var nysgerrige efter hvilken vejledning en ikke overvægtig person ville få. Kun én af de fire ville ikke fedtsuge mig. De tre andre var klar til at fikse mig, selvom jeg den gang både visuelt og BMI-mæssigt var slank.

Tror pokker at det er svært at være tilfreds, når kroppe sammenlignes og vi i vores kultur har en standard for hvordan eller hvornår man er pæn… og i hvilke situation, man skal se ud på en given måde.

Som ung var jeg selv meget utilfreds med mit udseende og ville f.eks. ikke gå i shorts fordi jeg ikke syntes, at mine ben var pæne og brune nok. Og i gymnasiet meldte jeg afbud til fester, hvis jeg f.eks. var ked over uren hud eller blot følte, at jeg ikke så godt nok ud. Jeg synes i dag, at det er ærgerligt, at jeg som ung brugte så meget tid på at være utilfreds med mig selv og sammenligne mig med nogle urealistiske idealer. Jeg ved godt, at jeg ser okay ud. Faktisk blev mit udseende et problem, da jeg udkom med min bog “Kom stærk ud af din angst”, hvor jeg blev interviewet og fotograferet og siden fik at vide, at mine ben var for lange og håret sad for pænt til at det var troværdigt, at jeg havde det skidt og kunne lide af angst (!)

Derfor er det så vigtigt, at vi alle viser os, som vi er – og at vi også overfor de unge deler vores egen usikkerhed og tør sætte ord på skam og tabuer. Dæmoner dør i dagslys. At normalisere en vis form for usikkerhed kan være med til, at unge kan slappe af med et: ”nåh, havde du det også sådan… jeg troede bare, det var mig, der var forkert”. Ligesom det også er vigtigt at tale om, at vi jo er meget andet end krop og udseende og at det som gør en forskel måske er hvordan vi får andre til at føle sig i vores selskab. Og at udseenede ikke nødvendigvis har noget med lykke at gøre. Hvis vi fokuserer på egne/eller andres fejl og mangler, så er det dét, vi ser… i stedet for at rette vores opmærksomhed ud mod den verden, vi er en del af og være nærværende med dem, vi er sammen med. Og vise kærlighed mod andre og os selv.

Dertil spiller gener jo temmelig meget ind og vi kan ikke rigtig gøre for hvordan vi ser ud.

Når jeg taler med unge, forsøger jeg også at lave en sammenligning med om hunde mon går rundt og føler sig forkerte og om vi som ejere ville synes bedre om vores hund, hvis den f.eks. have en længere hale eller mindre ører. Og at det at sammenligne sig selv med modellerne i magasinerne er som at sammenligne sig selv med en tegneseriefigur. De fleste fotos er manipuleret… også bloggernes.

Jeg kommer en del i Alicante, hvor man roligt kan glemme alt om idealer og at badetøj kun er forbeholdt de unge og de slanke. Her kaster alle generationer sig afklædt ud i bølgerne. Faktisk er jeg overrasket over, hvor mange ældre, der lever livet på strandene. De trasker snakkende rundt eller sidder i skyggen under en medbragt parasol.

Derfor har jeg sådan en lyst til at invitere alle til de spanske strande, hvor kroppe i alle former og faconer – trimmede som tøndeformede - bare nyder solen og de svalende bølger. Det er livsbekræftende at opleve… vi er som vi er… en hyldest til mangfoldighed.

Det kan også være givende at tage i svømmehallen og se hvordan ikke foto-redigerede almindelige mennesker ser ud. Og dertil i det hele taget glæde sig over, at man overhovedet har en krop.

PS: Og så skal vi voksne huske at stoppe med at brokke os over vores krop. Det smitter. Ligesom glæde og stolthed gør.