Posedamen
Forleden holdt jeg foredrag. En tilhører blev så inspireret, at hun tegnede denne tegning og sendte til mig. Tak til Heidiart.dk ♥For at forstå tegningen følger her et kort uddrag fra min bog ”Kom stærk ud af min angst”, der handler om mit møde med posedamen:”En dag på vej ned til perronen på Nørreport Station ser jeg en posedame skubbe en overlæsset indkøbsvogn foran sig. Vognen er fyldt med slidte plastikposer. Nogle er revnede og tøj stikker ud. Med slæbende skridt skubber hun vognen. På hanken ved håndtaget hænger en pose. Den klirrer, hver gang hun tager et skridt.Jeg falder i staver og nærmest stirrer på hende. På hendes forfald, på hvor sølle hun er, og på hvor frygtelig hendes hverdag må være. Hun drikker sikkert. Snaps?Følelsen af, at jeg er falsk, rammer mig som slag i maven. Jeg kigger på posedamen og tænker, at jeg jo er en posedame indeni.At jeg på overfladen ser pæn og tjekket ud, men at mit indre er lige så afmægtigt og forfaldent som hendes, og at jeg er endnu mere ussel end posedamen. For jeg er falsk. Jeg lyver for mig selv og omverdenen. Jeg opretholder et billede, som slet ikke stemmer overens med mit indre. Posedamen er meget mere ægte og autentisk end jeg. Hendes forfald og afmagt er synligt. Hun er, hvad hun giver sig ud for. Jeg er en forklædt posedame.I toget hjem stirrer jeg ud ad vinduet. Jeg føler vrede mod mig selv. Mod at jeg er så svag og latterlig, at jeg ikke kan fungere som normale mennesker. Jeg hader, at jeg skal skjule, at jeg har det dårligt. At jeg som en tyv skal liste ud og blive beroliget på et toilet for så at vende tilbage, som om intet var hændt, og blot være i stand til at overleve og lige akkurat kunne håndtere mit liv.Hvad er det for et liv? Jeg føler afsky over for mig selv og tænker, at posedamen i det mindste ikke bruger kræfter på at være en anden end den, hun er.”Dette bliver et vendepunkt for mig - at mærke min indre posedame. I bogen ”Kom stærk ud af din angst” fortæller jeg min personlige historie om at have angst og kommet styrket ud af den.Bogen kan bl.a. købes her: http://www.arnoldbusck.dk/boeger/medicin-sundhed-sygdom/kom-staerk-ud-af-din-angstPå billedet ses jeg, Lizl Rand, holde foredrag om Kom stærk ud af din angst på Successens Årsfest 12.12.12. på Vilvorde Kursuscenter. Jeg er stadig overvældet af den megen ros og respons jeg har fået pga. min bog og historie. Tak <3