Tale til min mors 70 års fødselsdag 3. september 2016

Kære Mor,Tillykke med de 70 år. Jeg er taknemmelig over, at du er blevet så gammel og alligevel ikke er ældre. Jeg satser jo på, at du er her mindst 25 år endnu. Så kan jeg som 73-årig kører dig rundt og vi kan sammen beklager os over livets flygtighed og at tiden forsvinder som sand mellem fingrene.Selvom jeg i mange år har været voksen med mine nu 48 år, så er jeg stadig din datter og du min mor. Og på mine ældre dage er jeg ikke blevet mindre glad for, at du er min mor. Tak. Det lyder måske fjollet at takke dig for at være min mor for i nogle spirituelle retninger menes det jo at være barnet, der vælger forældrene… for at kunne udvikle sig og lærer en masse. Så jeg skulle måske takke mig selv for at have valgt så god en lærer.Det er selvfølgelig svært fuldkommen at adskille hvor, hvordan og af hvem, at vi lærer hvad… men jeg kan dog se, at der er nogle egenskaber og indsigter, som jeg kan tilskrive dig:

• Du har lært mig aldrig at give op. At det ikke nytter noget at være doven og selvmedlidende – man kan altid gøre noget. Smøge ærmerne op og knokle på. Der er altid håb…
• Du har lært mig at få det bedste ud af alt og hygge mens det regner. At være taknemmelig. Om jeg så boede i en papkasse ville jeg indrette den hyggeligt og være glad over, at jeg trods alt havde noget.
• Du har lært mig at tale med dyrene og naturen. At der er mere mellem himmel og jord end vi kan se og at energi flyder. Derfor var det også helt naturligt for mig at give dig en lykke-heks i gave.
• Du har lært mig, at jeg skal være modig. Og du har lært mig at turde på den sejeste måde af alle: Ved at sige til mig, at jeg ikke skal gøre som dig! At jeg skal lære af dit levede liv. På den led har du givet mig et løft med en hestesko… mod større mod.

Da jeg var yngre savnede jeg dit fysiske nærvær – men jeg har altid haft dig følelsesmæssigt og filosofisk tæt på. Du har aldrig været længere væk end otte cifre. Lige så længe jeg kan huske tilbage, har jeg ringet til dig på jobbet, når Flemming og jeg kom hjem fra skole. Det var før mobiltelefonens tid og sms – og du ville gerne være sikker på, at vi var kommet godt hjem.Men udover at det var en sikkerhedsopringning, da jeg som barn ringede til dit arbejde, så var din stemme i røret også en tryghed. Selvom du ikke lige var der fysisk, så havde vi kontakt. Du var der på en eller anden svævende måde som et lyttende øre.Da jeg blev større og derfor ikke behøvede at ringe for at sige, at jeg nu var kommet sikkert hjem, så ringede jeg alligevel. For lige at dele dagens små og store bedrifter. Og for at læsse af. Du – min mor i røret - blev en slags radiovært, der de sidste fire årtier har været den velkendte trygge stemme i telefonen, der har givet mig ret i livets uretfærdigheder, som har trøstet, rost, råbt hurra, skældt ud, provokeret, irriteret, udfordret og aet mig.Og i dag i en alder af 48-år ringer jeg stadig for lige at dele mine tanker og livets gang med dig. På en måde er opkaldet til dig en slags terapi. Et trygt rum, hvor jeg kan være MIG – lille, nøgen, ærlig, sårbar og bare mig. Og du kender mig – hvert et suk, hver en lyd. Blot jeg siger ”Hej, det er mig – forstyrrer jeg? ” er nok til, at du kan afkode hvordan jeg har det. Men jeg kender også dig. Og jeg får heldigvis også lov til at støtte, trøste og lytte til dig.Tak kære mor fordi du er der og støtter og hjælper mig. Tak fordi du hele tiden opfordrer mig til at være modig og skrive og levet livet.Da jeg for nylig læste et citat af Eleanor Roosevelt tænkte jeg, at det lige er dine ord:

”I halvfjerdsårsalderen vil jeg sige, at fordelen består i, at man tager livet roligere. Man er nået til et resultat, at ’også dette vil gå over! ’”

På samme måde som Scarlett O'Hara i Borte Med Blæsten har du et ukueligt gåpåmod:

”After all tomorrow is another day”.

Tak for dig og kæmpe tillykke med de 70 år. Glæder mig til at fejre dig i mange mange år frem…JEG ELSKER DIG. SKÅL! Kærlig hilsenDin datter