Hvorfor er kvinders rettigheder en kvindesag?

”Mange steder i verden kan kvinder ikke gå alene ud om aftenen, tage kørekort eller vise deres ansigt. Det handler om kultur, tradition og religion, lyder forklaringen. Men forstil dig, at samme begrænsning f.eks. gjaldt sorte – ville man så stadig accepterer den forklaring? Så ville man kalde det diskriminering. Et brud på menneskerettighederne…”Forstil dig følgende: Du er 30 år og mor til fem. Dit ældste barn har rundet de 15 år, da du blev gravid kort efter, at du blev bortgiftet som 14-årig. Du laver mad og gør rent og er altid hjemme. For du må ikke forlade huset uden en mandlig ledsager. Du kan ikke læse og er fuldkommen overladt til din mands vilje. Hvis du drister dig til at tage bussen alene, risikerer du at blive voldtaget som straf for din uanstændige opførsel. Men du klager ikke, for du har det bedre end nabokonen, der omkom i en såkaldt ulykke, fordi svigerforældrene mente, at deres søn fortjente en bedre hustru.Dette er ikke fantasi – men virkeligheden for mange af verdens kvinder langt væk fra Danmark.Vi er så heldige at leve i Skandinavien, der på mange måder er helt unik og atypisk for resten af verden. Vores levestandard er høj, vi er veluddannede, vores samfund er velordnet, lov og orden hersker, og i forhold til mange lande er vi forskånet for grov korruption, undertrykkelse, sult, forurening, hjemløshed m.m. Og når vi kigger på mænd og kvinders muligheder og rettigheder – så er vi i dag dér, hvor diskussionen drejer sig om mænds tvungne barsel, kvindekvoter i bestyrelserne og drenges manglende uddannelse.I Danmark er vi nået så højt op i Maslows behovspyramide, da alle vore mest basale behov er dækket, at vi må formodes at have overskud til at diskutere andre end os selv. Derfor mener jeg, at vi må vise overskud og skue ud. Kigge på andre lande og samfund, hvor kidnapninger, gruppevoldtægter, omskæringer, umyndiggørelse er en del af livet som kvinde.For store dele af verdens kvinder er der nemlig mere på spil end hvorvidt ligestillingen er nået ind på direktionsgangen. Mange steder kan kvinder ikke gå alene ud om aftenen, tage kørekort eller vise deres ansigt. Det handler om kultur og tradition, eller det handler om religion, lyder forklaringen. Men forstil dig, at samme begrænsning f.eks. gjaldt sorte – ville man så stadig accepterer den forklaring?Så ville man kalde det diskriminering. Et brud på menneskerettighederne. Så ville mænd og kvinder sammen demonstrere mod, at sorte ikke fik lov til at tage kørekort, blev omskåret, voldtaget, skjult bag klædestoffer… så ville det ikke være en kvindesag – men en sag om ligeret for alle racer og mennesker.Men når det handler om kvinder, er det som om, det er en kvindesag… og ofte er det kun kvinder, der råber op om, at andre kvinder bliver mishandlet og diskrimineret. Hvorfor? Hvorfor er det ikke en fælles sag for både mænd og kvinder, at vi alle har samme rettigheder? For det handler mere om menneskerettigheder, end det handler om kvinder. Kvinder er nemlig også en slags mennesker – lige som de sorte, gule, røde og alle dem, der igennem tiderne er blevet diskrimineret.I marts måned fejrer vi Kvindernes Internationale Kampdag – og i magasinet Q tager vi temperaturen på hvordan det ser ud med kvinders rettigheder rundt om i verden. Håber du vil se, hvor vigtigt det er, at vi sammen – mænd og kvinder – kæmper for at alle får lige muligheder for at leve et frit liv.