Skuffet?

”Jeg er temmelig forventningsfri… det eneste jeg frygter i forhold til skuffelser, er at skuffe andre.”Jeg bliver sjældent skuffet. Faktisk kan jeg ikke komme på, hvornår jeg sidst har været skuffet. Det tætteste jeg kommer en skuffelse er for halvandet år siden, hvor jeg så Madonna i Parken. Jeg havde glædet mig meget og rost popdronningen til skyerne og tvunget min datter med ind.Men lyden var frygtelig, og Madonna sang simpelthen ikke godt. Det gjorde helt ondt i både mine ører og hjerte, at mit idol skuffede. Men selvom aftenen forløb anderledes end planlagt, ved at det store festbrag udeblev, og vi forlod koncerten i utide, så glædede jeg mig egentlig bare over, at vi nåede ud før alle andre. Og længere var den ikke. Den anelse af skuffelse mine øre opfangede ved den ringe lyd blev hurtigt afløst af et – ”Øv… skal vi gå eller blive og lide?”Jeg har diskuteret skuffelser med mine venner… og enkelte har sagt, at det så må være fordi, at jeg har lave forventninger, at jeg ikke bliver skuffet. For jeg kan simpelthen ikke komme på episoder, hvor jeg er blevet meget ærgerlig. Men måske er jeg bare realistisk. Måske er jeg bare forventningsfri?Modsat en mand, jeg datede på et tidspunkt. Han havde meget svært ved at tackle skuffelser. Faktisk blev hans måde at forholde sig til at være skuffet på problemet, som langt overskyggende det, han var skuffet over. Et eksempel kunne være, at han havde glædet sig til, at vi skulle ud af spise på en lækker restaurant. Vi fik bestilt forret, hovedret og dessert og en lækker dyr rødvin, som han brugte lang tid på at vælge. Men rødvinen skuffede ham – og han blev så irriteret over, at vinen ikke var bedre, når nu den var så dyr, og tjeneren havde talt så godt om den – at han ikke kunne nyde middagen.

For ham var hele middagen ødelagt, og han havde en følelse af, at det hele kunne være lige meget. Behøver jeg nævne, at jeg synes det var en meget anstrengende date. For i min verden var både vin og mad ligegyldigt. Det handlede jo om, at vi var ude sammen. For min skyld kunne vi sidde på en trappesten og spise pizzaslides og skåle i dåseøl. Men han var så ærgerlig, at det overskyggede alt.Det samme har jeg oplevet med veninder, når vi har været ude at rejse. Vejret har været så vigtigt, for at de har oplevet en succesoplevelse med ferien, at jeg næsten kunne blive stresset og presset over, om solen nu skinnede. For de blev så negative og ærgerlige over, at ”det er også bare typisk… nu har jeg endelig ferie… og så er det overskyet!”Måske jeg også med alderen bare er blevet mere rolig. Vejret og sygdom er ingen herre over. Og hverken vinen, Madonna eller ferievejret bliver bedre af at ærgre sig så meget, at skuffelsen fylder alt.Vi er ikke herre over, hvad der rammer os. Men vi er herre over, hvordan vi forholdet os til det. Og nogle gange er virkeligheden bare anderledes, end vi havde planlagt... så må man bare sige ”øv” og komme videre.Men jeg har et ømt punkt omkring skuffelser: Jeg er bange for at skuffe andre… men det er en helt anden historie.Læs april-nummeret af magasinet Q, hvor vi ser nærmere på, hvordan man kan lære at tackle skuffelser.