Kom stærk ud af din angst binder sløjfe i Netto
Har lige fået et par frieksemplarer fra forlaget af min bog i paperback-udgave. Netto har bestilt 4.000 af dem, som kommer til salg i midten/slutningen af august. Glæder mig over, at Kom stærk ud af din angst - kommer bredt ud... og tilmed i et supermarked, hvor jeg i sin tid oplevede angst. Lidt af en sløjfe der her bliver bundet. Tak.Da jeg havde angst følte jeg, at en tur i supermarkedet var som at gå ind i Hurlumhejhuset på Bakken, hvor gulvet skråner, væggene vibrerer, alt kører rundt og det hele føles uvirkeligt. At nå ned i bunden af supermarkedet og få fingre i en liter letmælk var en gigantisk kraftanstrengelse. Og det var ulideligt hårdt at nå frem til køen og overleve i denne... mens jeg stod anspændt og forsøgte at huske koden til Dankortet og prøvede at virke normal og ikke smide det hele og bare løbe. Løbe væk... væk fra angsten, stressen, ubehaget. I den periode hvor min angst var værst... følte jeg, at jeg hele tiden var på flugt. Eller rettere - jeg havde lyst til at flygte. For jeg var fanget.Heldigvis er jeg fri i dag. Så når bogen kommer til salg i Netto, vil jeg stå i det fyldte supermarkedet og huske tilbage og sende kærlige tanker til alle dem, der lider mens de køber ind: Det er muligt at komme stærk ud af sin angst. Husk det!