Lev langsomt... og lev dybere

Jeg har netop købt ”gå!” af den franske filosof Frédéric Gros. Han har skrevet en bog, som han selv kalder for en filosofisk fodrejse – et oplysende og poetisk manifest for tænkende vandringsmænd, der i et glødende møde med natur og væren erfarer, at krop, sjæl, ånd og intellekt smelter sammen.Jeg er vild med at gå i naturen… og jeg forsøger hele tiden at inspirere andre til også at gøre det. Familie, venner, klienter. Folk plaget af stress, uro, nedtrykthed etc. Jeg opfordrer til, at de går dem selv i møde… det har jeg længe gjort og derfor strøg jeg ind i boghandleren og købte førnævnte, der fortæller om hvordan en lang række filosoffer som Nietzche, Kirkegaard, Kant og selv Gandhi har brugt fødderne, når de skulle tænke og skrive.Bogen er egentlig en gave til min bror, der netop har købt vandresko… Jeg var dog så nysgerrig på indholdet, at den venlige ekspedient kun måtte sætte byttemærke på. Ingen gavepapir… for jeg vil selv lige lure… og jeg har luret længe og meget forsigtigt for ikke at bukke bogen, så det ses, at jeg har kastet mere end et blik i den.Derfor blev jeg tvunget til at sidde og skrive følgende med en finger, da jeg måtte bruge den anden hånd til nænsomt at holde bogen åben, så jeg kunne citere følgende tekst, som rør og rammer og som faktisk er skrevet meget langsomt og dybt:”Hurtighedens illusion består i at tro, at den vinder tid. Ved første blik ser beregningen enkel ud: Gør man tingene på to timer i stedet for tre, vinder man en time. Men det er dog en abstrakt beregning: Man opfører sig, som om hver enkel time på dagen var en absolut ensartet time på et mekanisk ur.Hastværk og hurtighed får tiden til at accelerere og gå hurtigere, og når man skynder sig i to timer, afkorter man dagen. Hvert øjeblik bliver sønderrevet, fordi det opdeles, fyldes til randen, man stabler et bjerg op i løbet af en time.At skynde sig er at gøre flere ting på én gang og hurtigt. Det og det og så igen noget andet. Når man skynder sig, er tiden propfuld som en overfyldt skuffe, fordi man har dynget ting sammen hulter til bulter.Langsomhed er at stemme helt og fuldt overens med tiden i en sådan grad, at sekunderne falder èt for ét, dråbevis som sagte regn på en sten. At strække tiden på denne måde gør rummet dybere.”