Nederlag at tale med terapeut?

”Jeg vil jo gerne kunne klare det selv.”
Er det et svaghedstegn eller nederlag at have brug for at tale med en psykoterapeut? Nej. Tværtimod.
Jeg havde i dag en samtale med en klient, jeg tidligere har talt med og som havde brug for støtte og genopfriskning af nogle teknikker til at håndtere nye udfordrende situationer og velkendte begrænsende tankemønstre. Klienten havde tøvet med at tage kontakt til mig igen og forklarede det med:
”Jeg havde håbet, at jeg kunne selv.”
Men min klient gør jo selv al arbejdet – ligesom alle andre, jeg taler med. Som psykoterapeut er det jo ikke mig, der fikser, tryller eller helbreder eller klarer klientens krævende opgaver på jobbet eller derhjemme. Jeg peger derimod på nogle trædesten, ser det hele udefra og fra en anden vinkel og kan gennemskue adfærd og mønstre og sætte dem i perspektiv, så klienten kan bruge denne viden til en ny indsigt og ændre adfærd.

Nogle gang er det faktisk rigtig godt at få vendt tanker og følelser og lagt en ny strategi med en fortrolig udenforstående, der ikke er involveret i ens liv. Og det kan være motiverende for at man får gjort noget af det, man gerne vil, men som man ikke får gjort pga angst, nervøsitet, usikkerhed, træthed, uvidenhed eller andet, der begrænser én. Selvom man f.eks. dyrker motion med en instruktør er det jo stadig én selv, der bevæger sig og sveder… blot under instruktion og inspiration.
Derfor er det faktisk tegn på ambition og egenomsorg at tale med én, der kan støtte én i den retning, man ønsker ens liv skal gå.
Jeg får også jævnligt supervision.