Omgivelsernes misforståelse af stress

Vi ser ikke alt og ved endnu mindre. Derfor skal vi ikke dømme andre. I mit arbejde med mænd og kvinder, der bokser med stress, angst, depression, og hvor flere er helt eller delvist sygemeldt, hører jeg mange historier om hvordan, de føler sig misforstået. Omgivelserne forstår ikke, hvad det vil sige at være syg. På Facebook delte en ven denne beskrivelse, som jeg synes er så beskrivende for hvad jeg møder som psykoterapeut, at jeg deler den her:

En kvinde ser sin stresssygemeldte kollega komme susende forbi i bil. "Sig mig lige... hvad drøner hun rundt efter? Pjækker hun bare? Hun burde da være hjemme, når hun er sygemeldt med stress.”

En bekendt ser selvsamme sygemeldte kvinde i Fakta i gang med at handle ind. "Helt ærligt, ja ja stress og min bare r.., hun går da bare og hygger sig.”

Manden derhjemme kommer hjem fra arbejde: " Nå, er det endnu en dag, hvor JEG skal rydde op efter DIN morgenmad på bordet. Du kunne da godt lige have ryddet op efter dig selv og hentet børnene. Nu skal jeg hen i børnehaven igen så sent og jeg har faktisk passet mit arbejde, imens du har slappet af herhjemme."

Pædagogen i børnehaven: "Seriøst? Nu sender hun sgu manden efter børnene igen ved lukketid. Istedet for selv at komme og hente dem til middag og være nærværende sammen med dem. At hun vil være det bekendt."

MEN hvad de ikke ser og ved, er at den stressygemeldte kvinde har brugt tre timer på at komme op af sengen og i bad den morgen. At hendes tanker ikke giver mening eller sammenhæng, men flyver flyvsk rundt og forvirrer hende.

De ved ikke hun vinker og hilser med et stort smil i bilen, for at dække over hvor skidt hun har det.

Ingen ser, hun sidder i bilen i ti minutter og samler mod, inden hun går ind i Fakta for at forsøge at handle.

Ingen ser hvor forvirret hun er inde i butikken, og hvordan hylderne nærmest føles, som om de skråner ind over hende. Hvordan bogstaverne på indkøbssedlen flyder ud, så hun må gå igen efter blot 4 minutter uden varer.

Ingen ser hun går hjem og græder. Føler sig fortabt, som et kæmpe udueligt menneske, som ikke engang kan gøre selv de mest basale gøremål i livet længere. Hun kæmper med flovhed over, ikke engang at kunne magte og overskue sine egne børn, men vælger at lægge sig på sofaen resten af dagen indtil manden kommer hjem, så hun i det mindste kan give dem omsorg og opmærksomhed, når de kommer hjem kl. 17.00.

Halvanden måned senere er kvinden - efter masser af ro - klar til at gå på café med en veninde, handle lidt, holde sommerferie med sin familie i udlandet m.m.

Men igen... hvad folk ikke ser, er at kvinden kun har været på café dén pågældende dag og intet andet.

At hun må bede sin mand om at pakke alt det praktiske til sommerferien og at hun lukker øjnene i flyveren hele vejen for at samle sig, til at kunne begå sig i den forvirrende lufthavn, når de lander.

At hun imens resten af familien og vennerne ser på butikker, ligger på hotelværelset og samler kræfter, så hun i hvert fald i det mindste kan være med til at komme med ud at spise til aften på en restaurant, efter et besøg på et spændende marked.

Mange ved ikke, hvad det vil sige at være syg med stress, angst, depression. Men det kan også være svært at sætte sig ind i med mindre man selv har prøvet det eller spørger den syge om hvordan det går, når vi andre ikke ser med.

Vis respekt og ha' forståelse for, at du ikke kender historien bagved eller ved hvad der foregår bag den lukkede dør.

️