Overgangsalder eller stress?

Hej Lizl,

God ide med brevkasse. Jeg har et spørgsmål angående overgangsalder. Synes at have læst, at du har eller lider med det, og at stress og overgangsalder kan hænge sammen? Jeg er 49 og er lige blevet sygemeldt med stress fra mit arbejde. Jeg forstår ikke hvorfor, at jeg pludselig har fået stress, da jeg har arbejdet samme sted i 14 år, er gift med min mand på 19. år, har en dejlig familie og venner. Jeg har hjertebanken, er svimmel og nervøs og angstagtig, og til et møde før min sygemelding begyndt jeg at græde. Det gør jeg ellers aldrig. Hvad tænker du om det?

Hilsen Mette

Kære Mette,

Tak for dit spørgsmål. Det er så relevant og vigtigt, at jeg har skrevet et meget langt svar, hvor jeg også kommer ind på mine egne gener og de konsultationer/behandlinger, jeg har været igennem, for at du og andre læsere kan få en fornemmelse af, hvor komplekst overgangsalderen kan være, og hvor meget man sommetider skal igennem, før man er afklaret og derved får lettere ved at håndtere de gener, der kan være ved overgangsalderen.

I mit arbejde som psykoterapeut møder jeg mange kvinder mellem 40 og 55 år, der er blevet sygemeldt på grund af overbelastning, som stress også kaldes. Mange af disse kvinder forstår – som du – heller ikke, hvorfor de lige pludselig oplever fysisk og psykisk ubehag som nervøsitet, gråd, rysten og urolig krop, svimmelhed, manglende koncentration, dårlig søvn, trykken for brystet, synkebesvær, lav selvfølelse etc. Alt sammen symptomer som er typisk for folk med stress, angst og/eller depression, men som også kan skyldes ændringer i hormonerne, som sker både før og i overgangsalderen. Mange tror, at overgangsalderen blot handler om humørsvingninger og hedeture.

At det kan være hormonerne, som er på spil kan måske bedre forklare, hvorfor en voksen moden kvinde med masser af erfaring i livet og ro på tilværelsen pludselig bliver ”overbelastet”, selvom der ikke rigtig er sket noget hverken privat eller professionelt, som skulle kunne tilskrives stor nok indflydelse på pludselig at kunne vælte læsset. I stedet kan det hormonændringerne, der kan være skyld i en indre overbelastning. 

Jeg var selv igennem lignende for et par år siden. Mit liv har de sidste fem år været meget stille og roligt med tilpas balance mellem spænding og afslapning. Der er heller ikke sket nye store ting, så derfor kunne jeg heller ikke forstå, at jeg pludselig begyndte at opleve fysiske og psykiske forandringer hos mig selv.

Fra den ene dag til den anden fik jeg summen i fødder og ben, så oplevede jeg voldsom uro i kroppen og sitren, siden svimmelhed, nervøsitet/angst, hovedpine, kvalme og åndenød. Det kom og gik – kunne variere i sværhedsgrad, og stå på fra nogle timer til flere dage. I nogle perioder kunne det være så generende, at jeg måtte aflyse alt lige fra fester og ferie, fordi jeg nærmest ikke kunne være i min egen krop og derfor måtte gøre alt hvad jeg kunne for at skabe ro omkring mig.  

I løbet af de seneste tre år har jeg været til følgende kontrol og/eller behandling:

• Min egen læge, der syntes mine symptomer mindede om stress og angst.

• Supervision med psykolog fem gange, der til sidst sagde: ”Lizl, du har ikke angst eller stress – men du har uro i din krop af årsager, der ikke er psykiske”.

• Prøvede akupunktur hos kinesisk læge, der mente, jeg var stresset. Måtte afbryde behandlingen, da jeg blev svimmel af at ligge ned med nålene.

• Gik til TRE – rysteterapi – fordi jeg på det tidspunkt tænkte om min uro måske kunne skyldes, at jeg ubevidst sugede mine klienters spændinger og traumer til mig. Jeg fik rystet kroppen men blev egentlig bare mere urolig.

• Forsøgte tankefelt-terapi, hvor jeg fik at vide, at min uro skyldes traumer tilbage i flere generationer, og jeg skulle i kontakt med mine forfædre for at blive forløst af min sitrende krop. Jeg afbrød kurset/uddannelsen, da antagelserne for behandlingen strider mod min overbevisning.

• Har været ved øre-næse-hals-læge for at blive undersøgt for om min svimmelhed skyldtes øresten eller virus. Diagnosen lød: måske virus på balancenerven. Kunne ikke påvise, at der ellers skulle være noget galt.

• Øjenlæge kunne sige, at jeg ikke har tryk i øjnene og at alt er normalt… jeg er bare blevet ældre og skal bruge læsebriller, som jeg sagtnes kan købe i supermarkedet. Jeg behøver ikke glidende overgang.

• Fysioterapeut der skulle hjælpe med min svimmelhed og kropslige uro – som måske kunne skyldes spændinger i nakken. Det var dejligt at blive masseret og løsnet… men svimmelheden og uroen i kroppen fortsatte.

• Indlagt pga forværring af astma – får nu en masse ny medicin og går fast til kontrol på Gentofte Hospital. En læge mente, at min forværring af astmaen kunne skyldes udsving i hormonerne.

• Gynækolog kunne via scanning påvise, at jeg er i overgangsalder, og at alle mine symptomer kan tilskrives hormonændringer. Jeg blev tilbudt hormonbehandling – men pga. i forvejen forhøjet blodtryk – har jeg ikke ønsket at tage det.

Hvad har hjulpet?

• Viden og afklaring: At der ikke er noget andet galt end ændring i hormonerne... og en accept af, at generne/symptomerne hele tiden ændrer sig, og at de med tiden vil forsvinde. I dag har jeg nærmest ingen gener - og min krop er helt rolig igen :-)

• At jeg ikke er alene. Dorthe Oxgrens bog ”Da Supercarla blev hormonforstyrret” blev et vendepunkt for mig. Og jeg er fyldt med omsorg for, hvad denne seje kvinde har været igennem. Og jeg er taknemmelig over, at hun har skrevet en bog – første del er selvoplevede beskrivelser mens anden del er interviews med fagpersoner om overgangsalderen. Kan ikke anbefale bogen nok. Læs den. Det er første skridt til at blive afklaret og søge den hjælp, du har brug for.

• At tale om det. Vi er ikke alene. Sammen med Dorthe Oxgren har jeg holdt en række foredrag for at afmystificere og aftabuisere alle de mystiske fysiske og psykiske symptomer man kan opleve før og under overgangsalderen. Vi planlægger ny turné i foråret 2020.

• At jeg bruger mine egne psykiske førstehjælps-værktøjer, som jeg jo som psykoterapeut hver dag hjælper andre til også at kunne bruge. F.eks.: At parkere tanker, at tillade generne og fokusere på alt det, jeg kan på trods af ubehaget etc.

• At jeg indretter min dagligdag, så jeg ikke har for travlt. Masser af ro og pauser.

• At jeg tillader og tilgiver mig selv, at det er sådan, jeg har det lige nu… og at jeg nogle gange må ændre eller aflyse aftaler.

• At jeg forsøger at leve regelmæssigt, passe min sengetid og spise grønt.

• At gå lange ture og på en ustresset måde får en masse motion.

• At lave noget, som gør mig glad: synge i gospelkor, gå i naturen, danse, lytte til musik, se sjove serier, svømme, træne reformer-pilates, tale med veninder, klappe dyr, fodre fugle, tage billeder, kysse min kæreste, rejse med min datter etc.

Håber dette svar både kan oplyse og inspirere.

Det er vigtigt, at man opsøger læge/gynækolog og bliver uredt, hvis man oplever fysiske og psykiske forandringer og gener. 

Mange kærlige hilsner fra Lizl