Hæsligt at fyre

”Lige inden jeg går ind i lokalet og kigger personen i øjnene, føler jeg hver gang, at jeg dør en smule. At jeg mister noget. At være dommer og eksekvere er ikke en ønskværdig magt.”Af Lizl RandJeg har i omkring ti år været leder og har dermed haft retten til at lede og fordele arbejdet for en række medarbejdere. Jeg har ansat, og jeg har afskediget mennesker. Jeg har opfyldt drømme, og jeg har knust dem.Første gang jeg skulle afskedige en kvinde, mistede jeg appetitten i flere dage, og jeg sov næsten ikke natten inden. Om morgen havde jeg kvalme og tænkte på, hvordan hun – hende jeg skulle fyre - i uvidenhed børstede sit hår, satte sig på cyklen og måske på vej til jobbet tænkte over, hvad hun skulle ha’ til aftensmad.Jeg havde det så dårligt over, at jeg klokken ti den formiddag med ét rev gulvtæppet væk under hende og med ét ændrede hendes dag og fremtid. Jeg tog hendes job fra hende. Hende økonomiske sikkerhed og sendte hende ud i uvished. Fra at være en vigtig del af et team, var hun pludselig ikke længere med på holdet. Selvom jeg med årene har opbygget en erfaring udi disse ”statussamtaler”, som det oftest hedder, når folk indkaldes til en opsigelse – så er jeg ikke blevet meget bedre til det. Jeg tænker meget på personen, og på hvor hæsligt jobbet som leder er, når den sværeste arbejdsopgave i lederjobbet skal udføres.Det hjælper mig at fokusere på, at det ikke er personligt. At jeg som ansvarlig leder hele tiden må sikre forretningen fremadrettet og de ansatte. Og det betyder, at jeg indimellem må omstrukturere eller nedlægge en stilling. Det skyldes ikke, at personen ikke er god nok eller ikke er noget værd.I sådan en samtale er vi ikke to mennesker – men en relation. En arbejdsgiver og en arbejdstager. Et professionelt forhold, der kan ændre sig. Begge veje. Folk kan jo også sige op. Jeg ser på mig selv om en person, der har en funktion, som jeg skal udføre så professionelt og empatisk som muligt.Lige inden jeg går ind i lokalet og kigger personen i øjnene, føler jeg hver gang, at jeg dør en lille smule. At jeg mister noget. At være dommer og eksekvere er ikke en ønskværdig magt.Jeg er pinlig bevidst om, at den anden part har det langt værre, og at det ikke handler om mig og mine følelser. I denne situation er jeg jo den, der har magten og som vælger en anden fra. Uanset om jeg ville ønske, at virkeligheden var en anden, så er jeg den, der bestemmer og beslutter. Et ansvar jeg har påtaget mig som leder, og som jeg må leve op til. Men hæsligt… det er det. Og jeg glemmer aldrig de folk, jeg har måtte sige farvel til.I magasinet Psykologi nummer 3 bringer vi et tema om at blive kasseret. Om at miste sit job eller sin mand. Og om hvordan man bearbejder tabet og kommer videre og både finder nyt arbejde og ny kærlighed.Del gerne dine erfaringer eller kommentarer herunder.