Spiser vat for ikke at tage på!
”Nogle modeller under sig selv en tomat til frokost og sulter ellers resten af dagen eller lever af cola light, mens andre spiser vatrondeller for at føle en form for mæthed.”Når vi vælger forsidemodel til Q, kigger vi altid efter de kvinder, der ser mindst ”modellet” ud. Altså dem, der har flest former, og som ikke synes alt for tynde. Vi vil gerne signalere og inspirere til, at kvinder er glade, naturlige og sunde.Nogle af de modeller, vi bruger, er derfor ikke ”topmodeller”, for skulle de være det, ville det kræve, at de tabte sig. Det siger modellerne selv. Og hver gang sidder jeg måbende og kigger på de meget slanke kvinder, der fortæller, at de i alt fald skal tabe både 5, 8 og sågar 10 kilo for at få flere jobs eller for at kunne optræde i bikini.Jeg har igennem de sidste 10 år arbejdet med modeller og talt med mange om jobbet og forventningerne. En model betroede mig, at hun hellere vil leve end arbejde fuldtids som model.Forstået på den måde, at hun ikke har lyst til hele tiden at være på kur og ikke være i stand til at leve et almindeligt socialt liv, fordi hun aldrig vil kunne spise sammen med andre, og fordi hun vil være for træt og udmattet af ikke at få nok nærig.Flere at hendes modelkollegaer spiser nemlig meget lidt og er derfor det meste af dagen både svimle og trætte, fordi deres krop simpelthen mangler brændstof.Nogle modeller er så dedikerede udi at tabe sig, at de kun under sig selv en tomat til frokost og ellers sulter resten af dagen eller lever af cola light, mens andre spiser vatrondeller for at føle en form for mæthed. Skal der festes, drikker de vodka med danskvand, for at få fornøjelsen af de mindst fedende promiller.Den smule mad, der når maven får i mange tilfælde hurtigt følgeskab af afføringspiller – hvis ikke de tager et lavement før en undertøjsoptagelse.Det gør mig ked af det, at disse kvinder betaler med deres helbred for at leve op til en illusion om, at smukke kvinder skal være undervægtige, usunde og unaturlige. Og det er sørgeligt, når sunde, naturlige og dejlige kvinder tror, at de er for tykke og grimme, fordi de ikke ligner de tynde modeller i reklamerne.I dette nummer af Q fortæller Carina Stagsted, om hvordan hun som 20-årige skrev kontrakt med et stort dansk modelbureau. På daværende tidspunkt lå vægten på 55 kg. Efter halvandet år viste den 38 kg, og den afmagrede model var blevet så tynd, at hun havde svært ved at holde sig oprejst en hel dag. I dag har hun det godt – og jeg håber hendes historie kan være med til at sætte fokus på vores kropsidealer og selvværd.Der ser heldigvis ud til at ske noget. Fra juni er det nemlig slut med unge magre piger i verdens førende modemagasin, Vouge. Magasinets 19 redaktører verden over har besluttet "ikke at arbejde med modeller under 16 år, som ser ud til at have en spise-forstyrrelse". Så det er heldigvis snart slut med at se unge kvinder som hende på billedet.Jeg håber, at vi med oplysning og debat kan hjælpe til med, at smukke modeller ikke skal være usunde og at glade sunde læsere ikke skal føle sig forkerte. Det er Q's og mit mål.Hvad mener du?